3. Kirkelige hensyn i prøveoversættelserne
4. Sammenfatning og konklusion
5. Forkortelser
6. Litteratur

1. Bibliana, 1992-oversættelsen og videnskabelig integritet

I et svar på Det Hebraiske Bibeloversættelsesprojekts (DHBO) henvendelse ang. dr.theol. Hans Jørgen Lundager Jensens (2002) uholdbare oplysninger om 1992-oversættelsen fortsætter Bibliana nr. 1 (2003) den linje, som det allerede har lagt for dagen: At negligere de kirkelige hensyn i den autoriserede bibeloversættelse fra 1992. At det er et (alt andet end videnskabeligt) hovedformål for Bibliana i hele denne sag – og et, som det vil anvende forskellige metoder for at promovere – kan der næppe herske tvivl om længere. Det skulle fremgå af det følgende.

I forordet til Bibliana nr. 1 (2003) lægger redaktionen ud med følgende: »Vi indleder med at bringe redaktionens kommentar til oversættergruppen bag Ny Bibeloversættelse – på videnskabeligt grundlag der har kritiseret Bibliana for at bringe en anmeldelse af projektet (se særnummer af Bibliana 2002).« (s. 4).

Sandheden er, at DHBO hverken før eller efter udgivelsen af Særnummer 2002 – på noget tidspunkt eller noget sted – har »kritiseret Bibliana for at bringe en anmeldelse« af DHBO. Det er desværre ikke den eneste usandhed, Bibliana bringer til torvs.

I artiklen i samme nummer, »Hvor meget blev der ‘rettet’ i Bibeloversættelsen?«, underskrevet af hele redaktionen fortsætter Bibliana sin særlige konstruktion af tilblivelsesomstændighederne omkring Lundager Jensens anmeldelse. De skriver:

»I introduktionsbindet til den nye oversættelse ‘på videnskabeligt grundlag’ opregner Herbener tyve steder som har fået en anden ordlyd i den autoriserede oversættelse end i prøveoversættelserne. Lundager kunne ikke dy sig for at give listen den kommentar med på vejen at hvis disse tyve kirkeligt begrundede ændringer virkelig skulle være hovedårsagen til at lave en ny oversættelse, kunne man nøjes med et rettelsesblad i A5-format i stedet. Oversættergruppen har protesteret til Bibliana over denne fremstilling, og vi iler med at gøre vores læsere opmærksomme på at de tyve steder udtrykkeligt kun er eksempler.« (s. 6f; undertegnedes kursiv).

Som påvist af DHBO kan denne ‘misforståelse’ fra Lundager Jensens side ikke betegnes som andet end et falsum (jf. Biblianas svar af 28.11.2002 og DHBOs gensvar af 19.12.2002). Det er et falsum, som Biblianas redaktion har fremført over for Pressenævnet, en juridisk myndighed, hvis formand og stedfortrædende formand er højesteretsdommere. Og det er et falsum, som hele Biblianas redaktion nu også har publiceret. En usandhed bliver imidlertid ikke mere sand af at blive gentaget og offentliggjort, ej heller med en hel redaktion som underskriver. Hvad forestiller Bibliana sig? En særlig variant af det katolske ex opere operato – og abyssus abyssum invocat?

Mest tankevækkende er det, at hverken Lundager Jensen eller Biblianas redaktion endnu har svaret på DHBOs spørgsmål om, hvordan Lundager Jensen kan skrive 20 bruttoeksempler i sin anmeldelse, når DHBO ca. 3 ½ måned før Biblianas publicering heraf bl.a. gjorde ham udtrykkelig opmærksom på – via e-mails 14.6.2002 og 18.6.2002 med litteraturhenvisninger – at det drejede sig om 20 illustrative eksempler, sådan som det også eksplicit fremgår af Herbener 2001,41ff?

Første gang 14.10.2002 og et par gange herefter har DHBO stillet spørgsmål vedr. disse e-mails, og efter mere end et halvt år er der endnu ikke kommet svar fra Bibliana. Hvis Lundager Jensen pga. en elektronisk fejl ikke skulle have modtaget de to e-mails, ville det hurtigt overståede og selvindlysende svar naturligvis være at skrive det. Men det er ikke sket; hvorfor ikke, må nødvendigvis undre. Så spørgsmålet står tilbage: Hvorfor blev det ikke rettet? En efterhånden nærliggende mulighed omstændighederne taget i betragtning er, at anmeldelsens iøjnefaldende overskrift ‘0,009 % kirkeligt islæt’ i så fald ville være umuliggjort og den intenderede apologi for 1992-oversættelsen svækket. Hvad skulle ellers være forklaringen på denne fabrikation af data?

Resten af Biblianas svar må ligeledes mane til eftertanke. D. 7.3.2003 fik Bibliana og DHBO svar fra Pressenævnet. Det var et afslag på DHBOs anmodning om genmæle (se Pressenævnets kendelse af 5.3.2003). Samme dag kontaktede undertegnede Pressenævnet for at høre, om Bibliana af Pressenævnet havde fået tilsendt DHBOs svar af 19.12.2002 til Biblianas svar af 28.11.2002. Pressenævnet kunne oplyse, at det ikke var sket. Undertegnede sendte det via e-mail derfor til Bibliana (Rasmus Nøjgaard og Søren Holst) og Lundager Jensen 10.3.2003 til orientering i håb om at modtage et redeligt og fyldestgørende svar. På forespørgsel fra undertegnede bekræftede Søren Holst og Rasmus Nøjgaard 26.3.2003, at de havde modtaget DHBOs svar til Pressenævnet af 19.12.2002.

Bibliana har naturligvis ikke kunnet udgive sit nyeste nummer, før Pressenævnets kendelse var blevet afsagt. Det var jo blevet bedt om at trykke et genmæle i nummeret efter Bibliana Særnummer 2002, hvilket udløste en Pressenævnssag. Bibliana nr. 1 (2003) udkom da også først ca. 1.4.2003. Således betragtet kan der næppe herske tvivl om, at tidsskriftets redaktører har læst DHBOs svar af 19.12.2002, inden Bibliana nr. 1 (2003) gik i trykken. Set i det lys kan Biblianas svar i nr. 1 (2003) vanskeligt opfattes som andet end bevidst misinformation om 1992-oversættelsen.

Først antyder Bibliana en kritik af DHBO for kun at have brugt Ove Kollerups afhandling Hvem bestemmer over Bibelen? (1994) som kildegrundlag for at skrive, at ca. 600 skriftsteder og 5.700 allusioner blev taget op til kirkelig behandling og omhyggelig samordning i revisionen af prøveoversættelsen (s. 7 nederste afs.). Dernæst anvender Bibliana selv denne afhandling som eneste kilde til at fortælle om sin opfattelse af den afsluttende revision (s. 8). Hvad konsistensen er heri, må indtil videre forblive et ubesvaret spørgsmål.

Hvad der i virkeligheden står i Kollerups afhandling, hvad hans tilknytning til Bibelselskabet gennem en årrække har været (ansættelse i ni år), og hvad DHBO egentlig har skrevet bl.a. ud fra hans oplysninger, skal der henvises 1) til Kollerup 1994,1; 52-71, 2) til Det Danske Bibelselskabs årbøger 1990-1999, 3) til DHBOs svar af 19.12.2002 og 4) til Herbener 2001,23-49.

Herudfra skulle det stå klart, at Bibliana-redaktionens svar generelt repræsenterer et studie i mangelfulde og misvisende oplysninger. Det må da også undre, at ikke en eneste af de fire deltagere i GT-NT-koordineringsgruppen og de 17 deltagere i revisionskomiteen endnu har anfægtet DHBOs konkrete oplysninger om revisionen af prøveoversættelserne med et ord. Og de har ellers haft rig lejlighed til det. De nævnte tal er således blevet offentliggjort talrige steder de sidste syv år, f.eks. i tidsskriftartikler, kronikker og kommentarer i landsdækkende aviser, en bog m.m. Heller ikke fra Bibelselskabet eller Kollerup selv er der kommet en kritisk kommentar desangående.

Konkret gengiver Bibliana-redaktionen Kollerups oplysninger på følgende måde: »i specialet står der faktisk bare, som alle véd i forvejen, at Bibelselskabet nedsatte en koordineringsgruppe som skulle ‘behandle’ de steder hvor Det Nye Testamente citerer eller henviser til Det Gamle Testamente, og tage stilling til om det var rimeligt at lade oversættelsen afspejle at den nytestamentlige forfatter opfattede sin tekst som byggende på Det Gamle Testamente. Tallet 6000 vedrører altså Det Nye Testamente. Der står intet om at det gav anledning til at man i 6000 tilfælde rettede i oversættelsen af Det Gamle Testamente.« (2003,7f).

I det følgende citeres de to tekststykker fra Kollerups afhandling, som Bibliana i denne forbindelse ‘refererer’:

»GT-NT-koordineringsgruppen var en arbejdsgruppe nedsat af bestyrelsen [for Det Danske Bibelselskab] i 1988. Dens kommissorium bød den at afgøre ordlyden af de steder i GT, der indgår som citater eller allusioner i NT. Gruppens medlemmer bestod af Svend Holm-Nielsen (GTRV), Niels Jørgen Cappelørn og Bertil Wiberg (NTRV og NT-hovedredaktører) samt Kai Kjær-Hansen. Bemærk valget af Kai Kjær-Hansen, hvis medlemskab her – ligesom tilfældet med krydshenvisningsarbejdet – minder om en indrømmelse til IM og ‘de elleve’ [refererer til 11 kirkelige organisationer og frikirker, der ligger til højre i dansk kirkeliv, se Kollerup 1994,55f], for hvem forholdet mellem GT og NT havde særdeles stor kristologisk betydning. GT-NT-koordineringsgruppen behandlede ca. 300 GT-citater i NT og ca. 5.700 allusioner i NT til GT.« (Kollerup 1994,62).

Om konsekvensen af dette koordineringsarbejde såvel som af de højrekirkelige retningers indflydelse på 1992-oversættelsen skriver Kollerup i et afsnit, der her citeres in toto:

»Og dog synes den væsentligste indflydelse [på 1992-oversættelsen] at have været indirekte gennem nedsættelse af GT-NT-koordineringsgruppen, som medførte, at det spørgsmål, som, når alt kommer til alt, betød mest for højrefløjen, nemlig det kristologiske forhold mellem GT og NT, blev løst på en måde, som alle kunne om ikke fryde sig over så dog leve med. Det bør her anføres, da det siger noget om rækkevidden af denne indirekte indflydelse, at der ikke ved nogen tidligere dansk bibeloversættelse er gjort et så minutiøst og omfattende arbejde med at koordinere de ca. 300 citater fra GT i NT og de ca. 5.700 allusioner i NT til GT som ved 1992-Bibelen.« (Kollerup 1994,70).

Skønt numerisk afvigende fra Kollerups tal – allusionerne(s antal) er til dels et skøns- og definitionsspørgsmål – siger medlem af Bibelselskabets revisionskomité Carsten Vang stort set det samme om 1992-oversættelsen:

»Det særlige ved den nye oversættelse er, at man nu har lavet en samlet oversættelse af hele Bibelen. Siden 1740 er de to testamenter blevet revideret og oversat hver for sig. Men denne gang er Gammel og Ny Testamente blevet oversat samtidig. Det har givet oversætterne god mulighed for at samordne oversættelsen af de to testamenter, så at GT-citater i NT så vidt muligt fik samme ordlyd i GT, eller hvor teksten ikke tillader dette, at citatet blev genkendeligt i forhold til GT. De mere end 300 direkte citater i NT og de over 4.500 øvrige henvisninger fra GT til NT er blevet nøje gennemarbejdet for at skabe enhed, sammenhæng og genkendelighed. Det ville være ærgerligt, dersom én og samme vending blev oversat forskelligt i GT og NT, blot fordi forskellige oversættere har stået bag de to testamenter. Noget andet er, hvis NT-citatet afviger fra dets forlæg i GT. Det er undertiden tilfældet. Så skal man selvsagt ikke skabe overensstemmelse, hvor grundteksten ikke har det.« (Vang 1992,2 [ikke-pagineret]).

Disse tilfælde, hvor man ikke har kunnet skabe ‘overensstemmelse’, men har måttet nøjes med ‘genkendelighed’ i ordlyden de to testamenter imellem, har dog ikke forhindret, at 1992-oversættelsen ifølge Vang »fremstår som én Bibel, som ét Guds ord i GT og NT. Sammenhængen og linjerne mellem den gamle og den nye pagt fremtræder væsentlig stærkere end i prøveoversættelserne.« (Vang 1992,2 [ikke-pagineret]).

Uden at sætte konkrete tal på giver deltager i 1992-oversættelsen og medlem af Bibelselskabets revisionskomité, lic.theol. Bodil Ejrnæs fra Københavns Universitet, udtryk for en opfattelse af 1992-oversættelsen, der næppe kan siges at modsige Kollerups og Vangs oplysninger: »at Det gamle og Det ny Testamente fremtræder som en helhed skyldes først og fremmest, at et koordineringsarbejde har fundet sted med henblik på at skabe et ensartet vokabular, en ensartet stil og sprogtone, og med henblik på at samordne formuleringen af citater og allusioner, alt sammen under hensyntagen til konteksten i hvert af de to testamenter – med andre ord: et konkordansarbejde i videste forstand. (…) Det betyder, at det i langt højere grad bliver muligt for læseren at se, at der er en kontinuitet mellem Det gamle og Det ny Testamente. Og det er den afgørende forskel mellem 92-oversættelsen og dens forgænger. Mens 31/48-oversættelsen vanskeliggør eller ligefrem lægger hindringer i vejen for, at læseren kan etablere en sammenhæng, så giver 92-oversættelsen læseren denne mulighed.« (Ejrnæs 1994,174). Se i denne forbindelse også Bartholdy & Legarth 1993,5, jf. afs. 4. nedenfor.

Endelig skal der nævnes et genuint førstehåndsvidne til problematikken omkring samordningen af Det Gamle og Det Nye Testamente. Hovedredaktøren for den gammeltestamentlige prøveoversættelse Svend Holm-Nielsen, der også var medlem af GT-NT-koordineringsgruppen, skrev i 1992 følgende: »Jeg har siddet med i et underudvalg som gennem en lang række alenlange møder har beskæftiget sig med dette koordineringsarbejde, og jeg har gang på gang været hensat i forundring over, at nogen i den grad kunne være besat af trangen til verbal overensstemmelse, at det kom til at spille mindre rolle, om meningen i en tekst blev forvredet eller gik tabt.« (Holm-Nielsen 1992,84).

Opsummering. For det første: Hverken Kollerup, Vang, eller Ejrnæs giver udtryk for, at dette koordineringsarbejde kun skulle pertinere Det Nye Testamente, som Bibliana hævder. Tværtimod: Kollerup skriver, at der ikke ved nogen tidligere dansk bibeloversættelse er gjort et ‘så minutiøst og omfattende arbejde’ med at ‘koordinere’ de 6000 citater / allusioner. Han oplyser endvidere – ligesom Ejrnæs og Cappelørn – at det primært var en ‘GT-NT-koordineringsgruppe’, der fra 1988ff havde til opgave at forestå dette (revisions)arbejde (Kollerup 1994,62; Ejrnæs 1995,205f; Cappelørn 1989,32). Vang anfører, at over ‘300 direkte citater i NT’ og ‘de over 4.500 øvrige henvisninger fra GT til NT’ blev omhyggeligt ‘gennemarbejdet’ med henblik på at etablere ‘enhed, sammenhæng og genkendelighed’, så 1992-oversættelsen fremstår som ‘én Bibel, som ét Guds ord i GT og NT.’ Endelig taler Ejrnæs om et ‘koordineringsarbejde’, der skabte ‘et ensartet vokabular, en ensartet stil og sprogtone’, om ‘samordningen’ af ‘citater og allusioner’ og om ‘et konkordansarbejde i videste forstand’, alt sammen som grundlag for, at 1992-oversættelsen af Det Gamle og Det Nye Testamente fremstår som en ‘helhed’. At Ejrnæs derudover mener, at koordineringsarbejdet blev foretaget ‘under hensyntagen til konteksten i hvert af de to testamenter’, er ret beset misvisende. I talrige tilfælde kan det påvises, at den helbibelske / nytestamentlige / kirkelige kontekst har haft lige så stor eller større betydning end den gammeltestamentlige kontekst for det specifikke valg af ordlyd, jf. afs. 2.1.-2.5. nedenfor.

For det andet: DHBO har på intet tidspunkt hævdet, at det kirkeligt betingede koordineringsarbejde med de 5-6000 citater / allusioner skulle have medført lige så mange ændringer i 1992-oversættelsen af Det Gamle Testamente, sådan som Bibliana klart insinuerer. DHBO har på grundlag af Kollerups og Ejrnæs’ oplysninger udtalt sig om hele 1992-oversættelsen af Det Gamle og Det Nye Testamente. Skulle DHBOs skriverier have efterladt tvivl herom (?), skal det hermed beklages. En komplet detailundersøgelse af de kirkeligt bestemte rettelser i 1992-oversættelsen af Det Gamle Testamente sammenlignet med prøveoversættelserne af samme er nemlig ikke blevet foretaget endnu. At det imidlertid langt overgår Lundager Jensens ‘20 bruttoeksempler’, har undertegnedes egne stikprøveundersøgelser vist, et forhold, som enhver med et elementært førstehåndskendskab til oversættelserne og deres tilblivelse vil være enig i. Også disse forhold havde DHBO ekspliciteret i sit svar af 19.12.2002 sendt til Bibliana 10.3.2003.

Skal vi til bunds i denne sag, er der givetvis et forhold, vi ikke kan blive uenige om: Ove Kollerups afhandling, Bodil Ejrnæs’ bog Skriftsynet igennem den danske bibels historie (1995) m.fl. er og bliver sekundærkilder, mens prøveoversættelserne og 1992-oversættelsen er primærkilder til spørgsmålet om, hvor meget der blev rettet i 1992-oversættelsen i forhold til prøveoversættelserne. Som sådan udgør disse oversættelser naturligvis hovedfundamentet for at afklare, hvor meget der blev ændret. Som Bodil Ejrnæs har påvist, må en undersøgelse af bibler in toto med f.eks. titelblade, typografi, inddeling af skrifter, kommentarer, ordforklaringer og skrifthenvisninger lægges til grund, da »spørgsmålet om, hvilket indhold bibelteksten vil have for bibellæseren, ikke alene – og måske ikke primært – beror på dens ordlyd, men i nok så høj grad på disse andre midler; det er først og fremmest i kraft af dem, at de enkelte bibler får deres særlige præg; det er her, det skriftsyn, der ligger til grund, mest åbenlyst kommer til udtryk.« (Ejrnæs 1995,9).

Ganske vist fortæller en sammenligning af prøveoversættelsen og 1992-oversættelsen ikke alt om 1992-oversættelsens kirkelighed, hvilket vi skal komme ind på nedenfor. Men lad os starte her.

Udgangspunktet er Biblianas ‘gæt’ på 2-300 kirkeligt begrundede ændringer i 1992-oversættelsens ordlyd i forhold til prøveoversættelsen (s. 8). Det er tydeligvis ment som svaret på det spørgsmål, der bliver stillet i artiklens overskrift: »Hvor meget blev der ‘rettet’ i Bibeloversættelsen?« (s. 6). Bibliana nævner godt nok, at »Der er forskelle på prøveoversættelserne og den autoriserede version på hver eneste side i Bibelen (…) Hvor mange af disse ændringer der kan opfattes som udslag af en kirkelig tradition mht. forståelsen af det pågældende vers, kan naturligvis diskuteres.« (s. 7). Men når Bibliana skal sætte konkrete tal på, hvor mange vers der ud fra kirkelige overvejelser blev rettet, er det et ‘forsigtigt gæt på 2-300 stykker’ i alt (s. 8).

At det tillige indebærer en påstand om, at der kun er omkring 2-300 skriftsteder brutto i 1992-oversættelsen af Det Gamle Testamente, der er præget af kirkelige hensyn, vidner artiklens konklusion om. Her slås det fast, at Lundager Jensens 20 bruttoeksempler på kirkelige ændringer ligger betydeligt nærmere ‘sandheden’ end DHBOs oplysninger, jf. s. 8, nederste afs. Som bekendt førte Lundager Jensens 20 bruttoeksempler til anmeldelsens overskrift ‘0,009 procents kirkeligt islæt’ om 1992-oversættelsen. Ud fra konteksten fører Biblianas konklusion til en tilsvarende sammenkobling af de ca. 2-300 kirkeligt betingede rettelser og 1992-oversættelsens kirkelighed som sådan. I modsat fald er Bibliana-redaktionens tale om ‘sandheden’ i relation til Lundager Jensens 20 bruttoeksempler på kirkeligt bestemte rettelser ganske meningsløs.

Kort sagt: Biblianas oplysninger om 1992-oversættelsen er både vildledende og fejlagtige. Og hvad der ikke gør det bedre: Da Bibliana havde modtaget DHBOs svar, inden Bibliana nr. 1 (2003) gik i trykken, må de næsten af nødvendighed være bevidst vildledende og fejlagtige. Det kan dokumenteres alene ud fra de stikprøveundersøgelser, som undertegnede har foretaget, og hvoraf Bibliana havde betragtelige dele til rådighed, inden Bibliana nr. 1 (2003) gik i trykken. I al fald rigeligt til at diskvalificere redaktionens ‘forsigtige gæt’. De lægges nedenfor frem til de læsere, der måtte ønske at gøre sig deres eget indtryk ud fra primærkilderne. Men først et par ord om revisionsprocessen, der var mere kompleks og omfattende, end Bibliana (åbenbart) mod bedrevidende giver indtryk af.

Prøveoversættelserne, der blev udgivet af Det Danske Bibelselskab i perioden 1977-1989, blev genstand for en omfattende revisionsproces, der kan hovedinddeles i 1) en GT-revisionsgruppe og en NT-revisionsgruppe, 2) en GT-NT-koordineringsgruppe og 3) en revisionskomité (Kollerup 1994,52ff; Cappelørn 1988,40). Det er i disse revisionsudvalg, at rettelserne af de udgivne prøveoversættelser først og fremmest blev foretaget. I hvilke(t) revisionsudvalg de mange rettelser blev foretaget, kan langtfra altid godtgøres ud fra det offentliggjorte materiale. Men det mest omfattende rettelsesarbejde blev næsten uden tvivl foretaget af GT- og NT-revisionsgruppen og GT-NT-koordineringsgruppen. Til de reviderede prøveoversættelser, som disse revisionsudvalg tilvejebragte, kunne medlemmerne af revisionskomiteen stille ændringsforslag (Cappelørn 1988,43f; Ejrnæs 1995,205f; 2001,28; Kollerup 1994,64; Noack 1992,905). Hvor mange steder, der ud fra kirkelige hensyn blev rettet i processen fra de udgivne prøveoversættelser til den udgivne 1992-oversættelse, eksisterer der ingen detailanalyse af endnu. Det forekommer imidlertid indlysende, at det på ingen måde kan afgøres ud fra en undersøgelse af de ændringsforslag, der blev vedtaget af revisionskomiteen.

Det skal indrømmes, at undertegnede selv har fokuseret på denne sidste del af revisionsprocessen (Herbener 2001,32ff), og det er problematisk, når der skal gives et samlet indtryk af de kirkelige hensyn, der har gjort sig gældende i udarbejdelsen af 1992-oversættelsen (se DHBOs svar af 19.12.2002). Et eksempel: Forholdsvist tidligt i oversættelsesforløbet begyndte de to højrekirkelige undervisningsinstitutioner Dansk Bibel-Institut i København og Menighedsfakultetet i Århus at udarbejde »et omfattende materiale, hvori de gammeltestamentlige prøveoversættelser minutiøst blev gennemgået og vurderet, og talrige ændringsforslag blev stillet.« (Ejrnæs 2001,27; jf. Vang 1988,5). Ikke mindst disse skriftlige rettelsesforslag dannede grundlag for GT- og NT-revisionsgruppernes bearbejdning af de udgivne prøveoversættelser, og disse reviderede oversættelser kom til at udgøre fundamentet for revisionskomiteens arbejde, der blev iværksat efter pres fra den kirkelige højrefløj (Ejrnæs 2001,27f; Kollerup 1994,53ff; Vang 1990,4 [ikke-pagineret]).

Hvorom alting er: Det er ud fra det offentliggjorte materiale om 1992-oversættelsens tilblivelseshistorie i mange tilfælde ikke muligt at decidere, hvor i revisionsprocessen en rettelse af prøveoversættelserne er foretaget; man må ud fra en sammenligning af de udgivne prøveoversættelser og 1992-oversættelsen ofte nøjes med at konstatere, at en sådan har fundet sted.

Resultatet af undertegnedes forskelligartede stikprøveundersøgelser af diverse rettelser af prøveoversættelserne vil nu blive fremlagt. Når det kan godtgøres / sandsynliggøres, hvor og ud fra hvilket motiv en given ændring er blevet foretaget, vil det blive anført. Der vil derefter også blive givet eksempler på kirkelig indflydelse i 1992-oversættelsen, der allerede gjorde sig gældende i prøveoversættelsen. Der vil være visse gentagelser fra og enkelte modificeringer af DHBOs svar af 19.12.2002.

2. Bruttorettelser

De eksempler på forskelligartede rettelser, der nu vil blive præsenteret og kommenteret, skal ses i lyset af:

A) Den hovedansvarlige Niels Jørgen Cappelørns karakteristik af retningslinierne for udarbejdelsen af 1992-oversættelsen: »... retningslinierne for både oversættelsesarbejdet og revisionsarbejdet såvel som kommissoriet for revisionskomiteen forudsætter, at det er en kirkebibel, vi stiler imod med den nye oversættelse«. (Cappelørn 1990,31).

B) Cappelørns definition af en ‘kirkebibel’: »‘1) En dansk kirkebibel er en bibel, der består af autoriserede oversættelser. Deri ligger i første omgang, at den er officielt anerkendt til brug ved gudstjenesten i Den Danske Folkekirke; men autorisation har op gennem tiden også fået den betydning, at der er tale om en bibeloversættelse, som anvendes af alle kirker og kristne trossamfund i Danmark; 2) En dansk kirkebibel er en bibel, der består af oversættelser, som lægger sig i forlængelse af dansk bibeloversættelsestradition; 3) En dansk kirkebibel er en bibel, der består af oversættelser, som tager hensyn til dansk salmetradition; 4) En dansk kirkebibel er en bibel, der består af oversættelser, som tager hensyn til liturgien; 5) En dansk kirkebibel er en bibel, der består af oversættelser, som er blevet til ud fra den grundopfattelse, at Det gamle og Det Nye Testamente udgør en frelseshistorisk helhed, og at den gamle og den nye pagt må forstås i lyset af hinanden. Det betyder, at både bibelforskning og kirkens tradition skal indgå i oversættelsesarbejdet; 6) En dansk kirkebibel er en bibel, som består af oversættelser, der udgør en kanonisk samling af tekster og ikke en samling af religionshistoriske tekster. Der er tværtimod tale om en samling af skrifter, som i århundreder har været og fortsat er i levende, forpligtende brug i kirken’, (Referat af DDBs repræsentantskabsmøde den 25.9.1990).« (citeret fra Kollerup 1994,57; jf. Cappelørn 1990,31ff).

C) Kommissoriet for revisionskomiteen, der bl.a. var »at drøfte og træffe beslutning om oversættelsen af steder i Bibelen, som spiller en afgørende teologisk rolle i den kirkelige tradition, herunder steder i Det gamle Testamente, som er citeret i Det nye Testamente;« (Cappelørn 1988,43).

Der kan undertiden foreligge flere rettelser pr. vers; for overskuelighedens skyld anføres én rettelse pr. vers. NB: Prøveoversættelsen af 1. Krønikebog og 2. Krønikebog, Ezras Bog og Nehemias’ Bog udgivet i 1989 har undertegnede ikke haft mulighed for at have til rådighed.

2.1. EKSEMPLER PÅ RETTELSER AF GUDENAVNE M.M.

Jhwh (gudsnavnet)
De knap 7000 tilfælde, hvor man i 1992-oversættelsen har skrevet ‘Herren’ som gengivelse af gudsnavnet jhwh, er et resultat af kirkelig indflydelse. Det fremgår bl.a. af Bibelselskabets egne udgivelser: »Efter forudgående aftale med Det danske Bibelselskab var det hensigten at gennemføre oversættelsen med anvendelse af det jødisk-hebraiske gudsnavn, Jahve, i stedet for at fortsætte den hidtidige oversættelsestradition, der omskriver navnet med HERREN. Det er en omskrivning, der hviler på den græske oversættelse, og som går tilbage til den skik hos oldtidens jøder, at man af ærefrygt ikke udtalte Guds navn. Men brugen af navnet Jahve er stødt på indvendinger, der i alt væsentligt er begrundet ud fra hensynet til dansk bibeltradition og forholdet til Det nye Testamente, og forsøget blev derfor opgivet.« (Bibelselskab 1977,9). Svend Aage Nielsen fra Bibelselskabets bestyrelse skriver i denne forbindelse: »Det videnskabelige syn må selvfølgelig være, at Jahvenavnet må med i oversættelsen, fordi det faktisk står som navn i teksten. Derfor var oversættergruppen også mest stemt herfor. Bibelselskabets syn var, at vi måtte følge kirkens meningsfyldte tradition, fordi det er et stykke af Kirkens bog og ikke et videnskabeligt aktstykke, vi udgiver. Oversættergruppen forstod dette argument og gik ind under det uden protest.« (Nielsen 1977,7f). I artiklen »Velsignelsen – skal den nu oversættes sådan?« fra 1989 konfirmeres dette standpunkt: »I begyndelsen af oversættelsesarbejdet med Det Gamle Testamente oversattes Jahve med Jahve og ikke Herren, fordi Jahve er det hebraiske navn for Israels gud. Men det er ændret, fordi det slet ikke hører med i den kirkelige tradition og heller ikke findes i Ny Testamente.« (Bibelselskabet 1989,14; forf. ikke anført). Endelig kunne Bent Noack, deltager i hele 1992-oversættelsesarbejdet, slå fast i en generel præsentation af den færdige bibeloversættelse i 1992: »Egennavnet Jahwe (i en eller anden stavemåde) ville virke fremmed og forvirrende, ikke mindst i texter der skal bruges ved gudstjenesten, så meget mere som Herren (med kun eet stort bogstav!) er kendt ikke blot fra bibeloversættelsen og ville være det eneste mulige i Det nye Testamente, men også fordi Jahwe ville være umuligt i Salmebogen (det er galt nok at vi endnu ikke har vovet at ændre Grundtvigs ‘Jehovas højhellige navn’ til ‘Gud Herrens højhellige navn’).« (Noack 1992,904). Jf. kritikken af brugen af ‘Herren’ hos Willesen 1979,173ff; Reich 1979,73f.

Hermed foreligger altså knap 7000 eksempler brutto på kirkeligt bestemt indhold i 1992-oversættelsen. Sml. den sammenfaldende og kontekstuelt signifikante betegnelse af Kristus og Gud som ‘Herren’ i Det Nye Testamente. Hvad angår gudsnavnets formodede retmæssige gengivelse, se Herbener 2001,187ff. I 13 tilfælde anfører 1992-oversættelsen dog gudsnavnet: 2 Mos 3,15, 2 Mos 6,3, 2 Mos 15,3, 5 Mos 28,58, Sl 68,5, Sl 83,19, Es 42,8, Jer 16,21, Jer 33,2, Hos 12,6, Am 4,13, Am 5,8, Am 9,6.

I prøveoversættelsen Samuelsbøgerne & Kongebøgerne: Det Gamle Testamente i ny oversættelse (Bibelselskab 1986) blev gudsnavnet forsøgsvis gengivet med ‘Jahve’ i de ca. 1000 tilfælde, det forekommer i den hebraiske tekst. Det vakte imidlertid modstand fra kirkens højrefløj. I 1988 skrev Nicolai Winther-Nielsen fra Dansk Bibel-Institut således: »I Samuels- og Kongebøgerne har man prøvet at gengive gudsnavnet HERREN med Jahve. Denne udtale er måske historisk den mest sandsynlige, men er og bliver dog en formodning. I en oversættelse af hele Bibelen er den dog uheldig. Den tilslører nemlig sammenhængen til Ny Testamentes betegnelse af Jesus som Herren. Der ligger en egen indgroet alvor og agtelse over navnet HERREN, som nødigt skulle gå tabt.« (Winther-Nielsen 1988b,41; sml. 1988,144f; Rasmussen 1986a,163).

I 1992-oversættelsen af Samuels- og Kongebøgerne blev ‘Jahve’ ændret til ‘Herren’. Alene derved foreligger ca. 1000 eksempler brutto på kirkeligt betingede rettelser i 1992-oversættelsen i forhold til prøveoversættelsen. Ovenstående oplysninger forelå i deres substans allerede i DHBOs svar af 19.12.2002, som Bibliana modtog 10.3.2003. Alene disse oplysninger er tilstrækkelige til at delegitimere Biblianas ‘gæt’ på 2-300 kirkelige ændringer af prøveoversættelserne såvel som det indtryk af 1992-oversættelsens karakter, som dette ‘gæt’ formidler.

(El) shaddaj
Udtrykket (el) shaddaj optræder 48 gange (heraf 41 gange i form af shaddaj) i den hebraiske bibeltekst. Det gengives i prøveoversættelsen med ‘Den almægtige Gud’ / ‘den Almægtige’; i 1992-oversættelsen er det blevet rettet til ‘Gud den Almægtige’ / ‘den Almægtige’. Hvad shaddaj betyder, vides ikke, men det kan ikke betyde ‘den Almægtige’ – så meget har forskningen slået fast til dags dato (jf. Herbener 2001,200ff, litteraturhenvisninger inkl.). Udtrykket hidrører fra den antikke græske oversættelse Septuaginta og den antikke latinske oversættelse Vulgata, og det er uden tvivl bibeholdt i 1992-oversættelsen, dels fordi der er gammel kirkelig tradition for at gengive det således, dels fordi det understøtter det kirkelige dogme om Guds almægtighed.

Her foreligger altså 48 eksempler brutto på kirkeligt bestemt indhold i 1992-oversættelsen, herunder 7 eksempler brutto på kirkeligt betingede rettelser af prøveoversættelsen (sml. 1931-oversættelsen).

El æljon
I prøveoversættelsen af Det Gamle Testamente gengav man el æljon med ‘Den højeste Gud’. I 1992-oversættelsen ændrede man det til ‘Gud den Højeste’ – sandsynligvis af hensyn til 1992-oversættelsen af Det Nye Testamente, der en række steder gengiver ‘Gud den Højeste’ (f.eks. Mark 5,7, Luk 8,28, Hebr 7,1), og af hensyn til dansk bibeltradition, jf. 1931-oversættelsens gengivelse ‘Gud den Allerhøjeste’. Konkret drejer det sig i Det Gamle Testamente om:

1 Mos 14,18, 1 Mos 14,19, 1 Mos 14,20, 1 Mos 14,22, Sl 57,3, Sl 78,35, Sl 78,56, Dan 3,26, Dan 3,32, Dan 5,18, Dan 5,21. = 11 rettelser brutto.

‘højeste’ > ‘Højeste’
Man ændrede endvidere gengivelsen af æljon med ‘højeste’ (lille begyndelsesbogstav) i de fleste af prøveoversættelserne til ‘Højeste’ (stort begyndelsesbogstav) i 1992-oversættelsen af Det Gamle Testamente. Givetvis var det for ortografisk at understrege Jahves (‘Herrens’) ophøjede status i forhold til andre guder i Bibelen. I det følgende rettelser af ‘højeste’ i prøveoversættelsen til ‘Højeste’ i 1992-oversættelsen:

1 Mos 14,18, 1 Mos 14,19, 1 Mos 14,20, 1 Mos 14,22, 4 Mos 24,16, 5 Mos 32,8, 5 Mos 33,12, 1 Sam 2,10, 2 Sam 22,14, 2 Sam 23,1, Sl 7,18, Sl 9,3, Sl 18,14, Sl 21,8, Sl 46,5, Sl 47,3, Sl 50,14, Sl 57,3, Sl 73,11, Sl 78,17, Sl 78,35, Sl 78,56, Sl 82,6, Sl 83,19, Sl 87,5, Sl 91,1, Sl 91,9, Sl 92,2, Sl 97,9, Sl 106,7, Sl 107,11, Es 14,14, Klages 3,35, Klages 3,38, Dan 3,32, Dan 5,18, Dan 5,21. = 37 rettelser brutto.

‘guder’ (m.m.) > ‘gud’ (m.m.)
I den kristne tradition er dogmet om bibelsk monoteisme som modstykke til ‘hedensk’ polyteisme som bekendt centralt, og en hensyntagen hertil synes da også at komme til udtryk i 1992-oversættelsen. F.eks. er samtlige tilfælde af ‘gudesønner’ og flere tilfælde af ‘guder’ i prøveoversættelserne blevet erstattet af hhv. ‘gudssønner’ og ‘gud’ (eller lign.) i 1992-oversættelsen af Det Gamle Testamente. Om revisionskomiteens behandling af prøveoversættelsen af de første 75 salmer skrev medlem af revisionskomiteen Carsten Vang fra Menighedsfakultetet i 1990: »Som et eksempel kan nævnes oversættelsen af Sal. 29,1. Her havde oversætterne foreslået, at der i stedet for vores nugældende oversættelses ‘Guds sønner’ [1931-oversættelsen] skulle stå ‘gudesønner’. V.1 kom derfor til at lyde: ‘Vis Herren, I gudesønner, vis Herren ære og hæder!’. Problemet med denne oversættelse er, at den klinger af Olympen, de græske guders bolig med dens overflod af guder og gudesønner, og giver salmen et mytologisk skær. Efter en drøftelse valgte komitéen at sige: ‘Vis Herren, I gudssønner, vis Herren ære og hæder’. Så bliver der i stedet tale om ‘sønner’ af Israels Gud, nogle som står i en særlig relation til ham, enten englevæsner eller måske præster, der tilbeder ham i templet.« (Vang 1990,4 [ikke-pagineret]). Et år senere kan Carsten Vang sammenfatte revisionskomiteens aktuelle arbejde som følger: »Væsentlige ændringer er kommet ind i oversættelsen på det sidste. Den afsmag af en hedensk gudsforståelse, som prøveoversættelsen til GT havde en række steder, er eksempelvis forsvundet.« (Vang 1991a,3). I det følgende forskelligartede eksempler, som undertegnede er faldet over, på ændringer i 1992-oversættelsen sammenlignet med prøveoversættelsen:

gudesønner > gudssønner: 1 Mos 6,2, 1 Mos 6,4, 5 Mos 32,8, 5 Mos 32,43, Job 1,6, Job 2,1, Job 38,7, Sl 29,1, Dan 3,25.
guderne > gudssønnerne: Sl 89,7.
guder > gud / Gud: 5 Mos 32,37, Sl 8,6, Sl 81,10.
guder > mægtige: Sl 58,2.
gudebjergene > Guds bjerge: Sl 36,7.
gudebjerg > gudsbjerg: Sl 68,16.
gudernes forsamling > gudeforsamlingen: Sl 82,1.
guder > ham: 5 Mos 32,38.
guder > gudebilleder: Sl 115,4, Sl 135,15.
døde guder > afdøde: Sl 106,28.
kraftløse guder > intet værd: Sl 96,5.
gud > ånd: 1 Sam 28,13.

Hermed foreligger 23 rettelser. Hvad det samlede antal af rettelser af denne eller lignende karakter er, er der ikke lavet en undersøgelse af endnu.

‘gud’ > ‘Gud’
I talrige tilfælde skrev man ‘gud’ (med lille begyndelsesbogstav) i prøveoversættelsen af Det Gamle Testamente, også når det – primært i kompositte udtryk – refererer til Jahve. Denne stavemåde blev påtalt af underviserne Leif Kjøller Rasmussen (1988b,106) og Nicolai Winther-Nielsen (1988,144f) fra Dansk Bibel-Institut; sidstnævnte skrev: »I begyndelsen skrev man ofte ‘gud’ med lille begyndelsesbogstav (Davids Salmer 1977), og i Samuels- og Kongebøgerne har man forsøgt sig med ‘Jahve’ i stedet for gudsnavnet HERREN. Der kan gives grunde for begge, men det vil uvægerligt skabe store problemer i en bibel, hvor Jesus kaldes HERREN, og Gud med stort er Jesu Kristi far.« (Winther-Nielsen 1988,144f). I 1992-oversættelsen blev ‘gud’ i mange tilfælde rettet til ‘Gud’ (med stort begyndelsesbogstav), givetvis primært for ortografisk at understrege Jahves særstatus i forhold til andre guder i Bibelen. I det følgende eksempler på rettelser af ‘gud’ i prøveoversættelsen til ‘Gud’ i 1992-oversættelsen, belyst ved Salmernes Bog, hvor ændringerne formentlig oftest forekommer:

Sl 3,8; 4,2; 5,3; 5,5; 7,2; 7,12; 13,4; 14,1; 18,3; 18,7; 18,22; 18,29; 18,30; 18,32; 18,47; 18,48; 20,2; 20,6; 20,8; 22,2; 22,3; 22,11; 24,5; 24,6; 25,2; 25,5; 27,9; 30,3; 30,13; 31,15; 33,12; 35,23; 35,24; 37,31; 38,16; 38,22; 40,4; 40,9; 40,18; 41,14; 42,3; 42,4; 42,6; 42,9; 42,11; 42,12; 43,2; 43,4; 43,5; 44,5; 44,21; 45,7; 45,8; 46,8; 46,12; 47,10; 48,2; 48,9; 48,15; 50,1; 50,3; 50,7; 51,16; 53,2; 57,3; 59,6; 59,11; 59,18; 63,2; 65,6; 66,8; 68,21; 68,25; 69,4; 69,7; 71,12; 72,18; 76,7; 76,12; 77,15; 78,35; 78,56; 79,10; 80,5; 80,8; 80,15; 80,20; 81,2; 81,11; 84,3; 84,4; 84,9; 85,5; 86,2; 86,12; 86,15; 88,2; 90,2; 90,17; 91,2; 92,14; 94,1; 94,22; 94,23; 95,3; 95,7; 99,5; 99,8; 99,9; 100,3; 102,25; 104,1; 104,33; 105,7; 106,47; 109,1; 109,26; 113,5; 115,2; 115,3; 116,5; 118,27; 118,28; 119,115; 122,9; 123,2; 135,2; 136,2; 136,26; 140,7; 140,8; 143,10; 144,15; 145,1; 146,2; 146,5; 146,10; 147,1. = 138 rettelser brutto.

Hvad det samlede antal af rettelser af denne karakter er, er der ikke lavet en undersøgelse af endnu.

2.2. EKSEMPLER PÅ RETTELSER AF EGENNAVNE

I prøveoversættelserne af Det Gamle Testamente eksperimenterede man med at tilnærme visse traditionelle navneformer til de hebraiske. Men dette forsøg faldt for de velkendte navnes vedkommende til jorden i 1992-oversættelsen, tydeligvis ud fra ønsket om, at den også på dette punkt skulle indgå i nær kontinuitet med dansk bibeloversættelsestradition (jf. kritikken af prøveoversættelsens navnetransskription hos Winther-Nielsen 1988b,41; Rasmussen 1986a,163; 1986b,217). Som Bent Noack opsummerede i 1992 om prøveoversættelsernes mere tekstnære navnegengivelse sammenlignet med de traditionelle bibeloversættelser: »det vakte så megen modstand, at de gammeltestamentlige navne, som stort set er Vulgatas, men har fået borgerret i danske bibeloversættelser, for de flestes vedkommende blev bibeholdt. At bruge f.ex. Jesaja i Det gamle Testamente, Esajas i Det nye, ville være en dårlig løsning netop i en ny bibeloversættelse der skulle omfatte begge testamenter;« (Noack 1992,904). Konkret indebar det bl.a., at de navne, der optræder både i Det Gamle og Det Nye Testamente, fik en kirkeligt set hensigtsmæssig, ensartet form i 1992-oversættelsen.

Illustrative eksempler på navne i prøveoversættelsen af Det Gamle Testamente, der er blevet ændret i 1992-oversættelsen, vil blive fremlagt i det følgende. Tallene angiver vers (et navn kan forekomme mere end en gang i et vers):

Ab(i)shalom (prøveoversættelsen) > Absalom (1992-oversættelsen): 90 rettelser brutto.
Henok / Hanok (prøveoversættelsen) > Enok (1992-oversættelsen): 14 rettelser brutto.
Hezekiel (prøveoversættelsen) > Ezekiel (1992-oversættelsen): 3 rettelser brutto.
Jeremja (prøveoversættelsen) > Jeremias (1992-oversættelsen): 119 rettelser brutto.
Jesaja (prøveoversættelsen) > Esajas (1992-oversættelsen): 31 rettelser brutto.
Metushelah (prøveoversættelsen) > Metusalem (1992-oversættelsen): 6 rettelser brutto.
Sion (prøveoversættelsen) > Zion (1992-oversættelsen): 117 rettelser brutto.
Zekarja (prøveoversættelsen) > Zakarias (1992-oversættelsen): 8 rettelser brutto.

Hermed foreligger 388 eksempler på kirkeligt bestemte rettelser. Hvad det samlede antal af rettelser af denne karakter er, er der ikke lavet en undersøgelse af endnu.

2.3. EKSEMPLER PÅ ANVENDELSEN AF EKSTRATEKSTUELT UDSTYR

At generelt det ‘udstyr’, en bibel kan indeholde, har betydning for opfattelsen af en bibels indhold, understreges af lic.theol. Bodil Ejrnæs, der selv deltog i 1992-oversættelsesarbejdet: »hvordan har de bibelske tekster været formidlet til den danske bibellæser igennem tiderne? I bestræbelserne på at trænge til bunds i dette spørgsmål vil man tvinges til ikke blot at undersøge selve bibeltekstens ordlyd, men at gøre hele bibeludgaven til genstand for en analyse og inddrage alle dens bestanddele, dens tilrettelægning og ‘udstyr’ i form af titelblade, illustrationer, typografi, inddeling af skrifter, og dens ‘kommentarer’ i form af fortaler, ordforklaringer, summarier, marginalnoter og skrifthenvisninger – alt sammen midler, der igennem hele den danske bibels historie i større eller mindre omfang har været taget i anvendelse i præsentationen af teksten for læseren. Man vil da nå til en erkendelse af, at spørgsmålet om, hvilket indhold bibelteksten vil have for bibellæseren, ikke alene – og måske ikke primært – beror på dens ordlyd, men i nok så høj grad på disse andre midler; det er først og fremmest i kraft af dem, at de enkelte bibler får deres særlige præg; det er her, det skriftsyn, der ligger til grund, mest åbenlyst kommer til udtryk.« (Ejrnæs 1995,9).

Om en behandling af disse forhold i 1992-oversættelsen, herunder en sammenligning med 1931-oversættelsen, skal der henvises til Herbener 2001,38-40. Her skal eksemplificeres med følgende, der vidner om 1992-oversættelsens kirkelige karakter:

1) Hovedtitlen ‘BIBELEN: Den hellige Skrifts kanoniske Bøger’ – om både Det Gamle og Det Nye Testamente. 2) Titlen ‘Det Gamle Testamente’, der er en velkendt kristen betegnelse for det, jøderne kalder Tanak eller Mikra, og som bibelvidenskaben, særligt den amerikanske, ofte kalder den hebraiske bibel. 3) Bogoverskrifter (f.eks. 1. Mosebog), der følger dansk bibeloversættelsestradition, i mange tilfælde ikke den hebraiske bibels egne bogoverskrifter. 4) Fælles indholdsfortegnelse indledningsvis for Det Gamle og Det Nye Testamente. 5) Fortløbende paginering mellem Det Gamle og Det Nye Testamente, så de to testamenter fremstår som en samlet, litterær helhed, ‘Bibelen’. 6) Oversættelsen følger den af Luther stipulerede rækkefølge af de gammeltestamentlige skrifter. 7) Samlede ordforklaringer efter Det Gamle og Det Nye Testamente, der gør læseren opmærksom på, at der i den kristne tradition eksisterer en nær sammenhæng mellem Det Gamle og Det Nye Testamente. 8) Udeladelsen af et religionshistorisk noteapparat, der placerer teksterne i den kulturel-religiøse kontekst i oldtidens Nære Orient, som de eo ipso hører hjemme i. Skrifthenvisninger i 1992-oversættelsen refererer kun til Det Gamle og Nye Testamente internt og understøtter dermed den kirkelige traditions opfattelse af de to testamenter som ‘en bibelsk og frelseshistorisk helhed’ (jf. Cappelørn 1990,34). Se hertil også Bartholdy & Legarth 1993,5.

Skrifthenvisninger
Et prægnant eksempel på ekstratekstuelt udstyr er skrifthenvisninger (ofte kaldet krydshenvisninger). I prøveoversættelserne af Det Gamle Testamente foreligger på enkelte undtagelser nær ingen skrifthenvisninger til Det Nye Testamente. Derimod foreligger overordentlig mange i 1992-oversættelsen. Skrifthenvisningerne i 1992-oversættelsen af Det Gamle Testamente refererer enten til tekster i Det Gamle Testamente eller til tekster i Det Nye Testamente. At inddrage disse henvisninger i oversættelsen af Det Gamle Testamente til Det Nye Testamente er relevant i denne sammenhæng, eftersom de formidler en kristen forudforståelse af Det Gamle Testamente. I Bibelselskabets årbog skriver Bodil Ejrnæs fra Københavns Universitet følgende om skrifthenvisninger i 1931-oversættelsen:

»Igennem den store mængde af henvisninger til Det nye Testamente, som en lang række gammeltestamentlige tekster er ledsaget af, formidles den kristologiske tolkning af de gammeltestamentlige tekster. 1931-oversættelsen viderefører altså det syn på teksterne, som igennem hele den danske bibels historie har været formidlet, men tidligere helt entydigt, at de er forjættelser om Kristus og indeholder forudsigelser om Jesu liv og virke helt ned i detaljerne. (...) Men med den – man kunne ligefrem kalde det – ophobning af henvisninger til Det nye Testamente, som mange af de gammeltestamentlige tekster er ledsaget af (se f.eks. til 1 Mos. 1,27 og 3,16), sker der det, at læseren så at sige bliver udstyret med ‘nytestamentlige briller’, når de gammeltestamentlige tekster studeres. Det er den gammeltestamentlige tekst fastlåst i den nytestamentlige tolkning, læseren således præsenteres for. Via henvisningerne bliver læseren ført til et bestemt punkt i teksternes virknings- og tolkningshistorie, nemlig til de nytestamentlige forfatteres læsning og tolkning af dem – og ikke til teksterne selv. En gammeltestamentlig læsning bag om den nytestamentlige er ikke mulig. Dermed får teksterne ikke lov til frit og åbent at udfolde sig og møde den nutidige læser med det væld af muligheder, der ligger i dem, og med den åbenhed for nytolkning, som de besidder.« (Ejrnæs 1986,14f). Ejrnæs kunne med fuld ret have skrevet det samme om 1992-oversættelsen, men hun skrev ovenstående seks år inden 1992-oversættelsen udkom (jf. dog de supplerende og delvist modificerende bemærkninger i Ejrnæs 1995,232ff).

Som eksempel på ændringer i 1992-oversættelsen i forhold til prøveoversættelsen er 1. Mosebog, Salmernes Bog og Esajas’ Bog blevet underkastet en undersøgelse, hvad skrifthenvisninger til Det Nye Testamente angår. Det er tre bøger ud af de 39 bøger (eller 24, afhængig af hvordan man gør det op), der foreligger i Det Gamle Testamente. De er omfangsrige, de repræsenterer forskellige genrer, og de citeres eller alluderes relativt ofte til i Det Nye Testamente.

I 1. Mosebog (170), Salmernes Bog (227) og Esajas’ Bog (240) i 1992-oversættelsen foreligger 637 skrifthenvisningerne til Det Nye Testamente. Ofte er der flere skrifthenvisninger pr. vers i de tre gammeltestamentlige bøger til Det Nye Testamente, undertiden refererer én skrifthenvisning til Det Nye Testamente til flere vers i de tre gammeltestamentlige bøger.

Hermed foreligger altså omkring 637 eksempler brutto på kirkeligt bestemte tilføjelser / ændringer i 1992-bibelen i forhold til prøveoversættelsen af 1. Mosebog, Salmernes Bog og Esajas’ Bog.

Om skrifthenvisningerne i 1992-oversættelsen skriver Kollerup: »Krydshenvisningerne var ikke indeholdt i den indstilling til autorisation, som DDB senere fremsendte til kirkeministeriet. Krydshenvisningerne var derfor ikke omfattet af autorisationen. Theol. dr. Kai Kjær-Hansen udførte det omfattende arbejde med at udfærdige flere tusinde krydshenvisninger. At bestyrelsen havde udpeget ham til dette arbejde, kan tolkes som en imødekommelse over for IM og de ‘elleve’ [refererer til 11 kirkelige organisationer og frikirker, der ligger til højre i dansk kirkeliv, se Kollerup 1994,55f], for hvem krydshenvisningerne i Bibelen havde og har særdeles stor betydning (jf. Interview med Poul Langagergaard).« (Kollerup 1994,63f).

2.4. EKSEMPLER PÅ RETTELSER I FORBINDELSE MED SKRIFTHENVISNINGER

Som eksempel på ændringer i 1992-oversættelsen i forhold til prøveoversættelsen er 1. Mosebog, Salmernes Bog og Esajas’ Bog blevet underkastet en undersøgelse, hvad angår bruttoændringer af ordlyden i forbindelse med skrifthenvisninger til Det Nye Testamente. Det er tre bøger ud af de 39 bøger (eller 24, afhængig af hvordan man gør det op), der foreligger i Det Gamle Testamente. De er omfangsrige, de repræsenterer forskellige genrer, og de citeres eller alluderes relativt ofte til i Det Nye Testamente.

Der kan ofte forekomme flere ændringer i et vers. For overskuelighedens skyld anføres som ovenfor kun en liste over de vers, der er blevet ændret i 1992-oversættelsen i forhold til prøveoversættelsen:

1. Mosebog:
kap. 1,1; 1,3; 1,27; 2,2; 2,3; 2,7; 2,17; 2,21; 2,22; 2,23; 2,24; 3,1; 3,6; 3,13; 3,15; 3,16; 3,17; 3,18; 3,22; 4,4; 4,7; 4,8; 4,10; 5,1; 5,18; 5,19; 5,21; 5,22; 5,23; 5,24; 5,25; 5,26; 5,27; 5,28; 5,29; 6,2; 6,5; 6,8; 6,9; 6,22; 7,11; 7,23; 8,21; 9,4; 9,6; 10,32; 11,10; 11,11; 12,1; 12,3; 12,7; 13,16; 14,17; 14,18; 14,19; 14,20; 15,5; 15,6; 15,13; 15,14; 16,15; 17,5; 17,7; 17,10; 17,11; 17,17; 18,2; 18,10; 18,11; 18,12; 18,25; 19,1; 19,4; 19,5; 19,7; 19,8; 19,9; 19,10; 19,11; 19,12; 19,13; 19,15; 19,16; 19,17; 19,19; 19,20; 19,21; 19,22; 19,24; 19,27; 19,28; 19,19; 21,9; 21,10; 21,12; 22,1; 22,17; 22,18; 23,4; 23,19; 25,23; 25,33; 26,4; 27,28; 27,29; 28,12; 28,14; 28,15; 33,19; 37,28; 38,29; 38,30; 39,2; 41,39; 42,1; 42,2; 45,1; 46,6; 47,1; 47,9; 47,31; 48,4; 48,20; 49,9; 49,10; 49,33; 50,13; 50,25.

Salmernes Bog:
kap. 2,1; 2,2; 2,5; 2,7; 2,8; 2,9; 3,9; 4,5; 5,10; 6,4; 6,9; 7,10; 8,3; 8,5; 8,6; 8,7; 9,13; 10,3; 10,7; 14,1; 14,2; 14,3; 16,8; 16,9; 16,10; 16,11; 18,3; 18,28; 18,30; 18,50; 19,2; 19,5; 22,2; 22,8; 22,9; 22,14; 22,16; 22,17; 22,19; 22,23; 22,25; 22,29; 22,30; 23,1; 23,2; 24,4; 25,3; 28,4; 31,6; 32,1; 32,2; 32,5; 33,3; 34,9; 34,13; 34,14; 34,15; 34,16; 34,17; 34,21; 35,19; 36,2; 36,10; 37,5; 37,8; 37,11; 39,13; 40,7; 40,8; 40,9; 41,10; 44,23; 45,7; 45,8; 45,16; 46,8; 48,3; 49,8; 49,9; 49,19; 50,15; 51,6; 51,14; 52,4; 53,2; 53,3; 53,4; 55,23; 62,11; 62,13; 66,10; 68,19; 68,20; 68,21; 68,32; 69,5; 69,10; 69,24; 69,29; 73,1; 78,2; 78,24; 78,33; 82,6; 86,9; 89,5; 89,10; 89,21; 90,5; 90,6; 91,4; 91,11; 91,13; 92,6; 94,1; 94,11; 94,14; 95,7; 95,8; 95,9; 95,10; 95,11; 96,5; 97,7; 102,27; 102,28; 103,17; 104,4; 104,12; 106,20; 107,26; 110,1; 110,4; 110,6; 111,10; 112,9; 113,9; 115,13; 116,10; 116,11; 117,1; 118,6; 118,7; 118,18; 118,22; 118,23; 118,25; 118,26; 119,21; 119,46; 119,105; 125,5; 126,5; 127,1; 130,8; 132,11; 132,17; 135,14; 138,1; 139,14; 140,4; 141,2; 143,2; 145,17; 146,6; 146,8; 147,5; 147,6; 147,20; 148,1; 150,6.

Esajas’ Bog:
kap. 1,9; 1,15; 2,3; 2,21; 5,1; 5,9; 5,19; 5,21; 6,4; 6,10; 7,14; 8,12; 8,13; 8,14; 8,17; 8,18; 8,23; 9,1; 9,6; 10,3; 10,22; 10,23; 11,1; 11,2; 11,4; 11,5; 11,10; 11,15; 12,2; 13,10; 14,12; 14,13; 14,14; 14,15; 21,9; 22,22; 24,19; 25,6; 25,7; 25,8; 26,11; 26,12; 26,13; 26,17; 26,19; 27,1; 27,9; 28,11; 28,12; 28,16; 29,3; 29,10; 29,13; 29,14; 29,16; 29,18; 30,6; 30,27; 34,10; 35,3; 35,4; 35,5; 35,6; 35,8; 35,10; 37,16; 40,3; 40,4; 40,5; 40,6; 40,7; 40,8; 40,10; 40,11; 40,13; 40,18; 40,28; 41,8; 42,1; 42,2; 42,3; 42,4; 42,5; 42,6; 42,7; 42,10; 43,19; 43,20; 43,21; 44,25; 45,9; 45,14; 45,15; 45,21; 47,7; 47,8; 47,9; 48,10; 48,12; 48,19; 48,20; 49,4; 49,6; 49,8; 49,10; 49,18; 49,24; 50,6; 50,8; 51,6; 51,12; 51,17; 52,1; 52,5; 52,7; 52,10; 52,11; 52,13; 52,15; 53,3; 53,4; 53,5; 53,6; 53,7; 53,8; 53,9; 53,11; 53,12; 54,1; 54,12; 54,13; 55,1; 55,3; 55,4; 55,10; 56,7; 57,19; 57,20; 58,5; 58,6; 58,7; 58,10; 59,7; 59,8; 59,17; 59,20; 60,3; 60,11; 60,19; 60,20; 61,1; 61,2; 61,6; 61,10; 62,2; 62,11; 63,1; 63,2; 63,3; 63,10; 64,3; 65,1; 65,2; 65,17; 65,18; 65,19; 66,1; 66,2; 66,7; 66,14; 66,15; 66,22; 66,24.

Vers i alt, hvis ordlyd er blevet ændret i forbindelse med skrifthenvisninger til Det Nye Testamente: ca. 472 rettelser brutto.

Hvad kan disse tal fortælle? Bl.a. at der foreligger omkring 472 vers brutto, hvis ordlyd er blevet ændret i 1992-oversættelsen i forhold til prøveoversættelsen af 1. Mosebog, Salmernes Bog og Esajas’ Bog i forbindelse med skrifthenvisninger til Det Nye Testamente. Men altså langtfra i 1992-oversættelsen af Det Gamle Testamente in toto.

Præcist hvor mange ændringer, der er kirkeligt betingede og influerede, og hvor mange ændringer, der er et resultat af filologiske og stilistiske overvejelser, kan umiddelbart være vanskeligt at afgøre. Undertegnede hæfter sig ved, 1) at der foreligger ændringer i 1992-oversættelsen i forhold til prøveoversættelsen af disse tre bøger på et klart flertal af steder, hvor 1992-oversættelsen henviser til Det Nye Testamente i Det Gamle Testamente, og 2) at der i de tre bøger foreligger talrige tilfælde, hvor 1992-oversættelsen sammenlignet med prøveoversættelsen heraf er kommet til at stemme mere eller mindre overens med 1992-oversættelsen af Det Nye Testamente i form af f.eks. sammenfaldende ord, begreber, betegnelser, ordstilling, sætningskonstruktion, (små) tilføjelser af ord, (små) udeladelser af ord, ændring af verbaltider, verbalmodi, præpositioner, ortografi etc. Givetvis er majoriteten af ændringerne – set i lyset af de overordnede retningslinier for 1992-oversættelsen (jf. Cappelørn 1990,31ff) – et resultat af et kompromis mellem sproglige og kirkelige hensyn (sml. rettelserne i oven- og nedenstående afsnit).

For en ydre betragtning kan givetvis en del rettelser tage sig ubetydelige ud. Men de teologiske implikationer og konsekvenser af diminutive ændringer kan undertiden være store (jf. Vang 1987a,10; sml. Ejrnæs 1992,851). Nogle eksempler på skriftsteder i Det Gamle Testamente, der på forskellig vis har spillet en vigtig rolle i den kirkelige tradition, og som derfor er blevet kommenteret udførligt i litteraturen fra 1992-oversættelsens tilblivelse:

1 Mos 1,1
Prøveoversættelsen: »I begyndelsen, da Gud skabte …« > 1992-oversættelsen: »I begyndelsen skabte Gud …«

Carsten Vang fra Menighedsfakultetet og medlem af revisionskomiteen rettede i 1988 følgende kritik mod prøveoversættelsen: »Den nye oversættelse minder meget om den gamle [1931-oversættelsen]; der er tale om næsten de samme ord; men ser man nøjere efter, viser det sig, at en hel anden teologi ligger bag prøveoversættelsen. V.2 opfattes nærmest som et indskud eller parentes, og hovedhandlingen, hvor Gud tager fat på at skabe kommer ikke i v.1, men først i v.3, hvor han befaler lyset at bryde frem. Før Gud skaber, er der kaos: mørke, storm, tomhed osv. Jorden foreligger der allerede. Der er altså ikke tale om, at Gud skaber ud af intet, men han skaber efter først at have overvundet alle kaosmagterne. Før skabelsen var kaos, oprør, kamp! Der var noget ved siden af Gud. Det giver en hel anden skabelsesteologi. (…) Denne oversættelse holder ikke ved en ligefrem læsning af de første vers i Bibelen. Den indfører en fremmed skabelsesforståelse, som strider mod hele teologien i skabelsesberetningen, ligesom den står i skærende kontrast til NTs forståelse af disse vers, hvor det jo hedder: ‘alt er blevet til ved det (=Ordet), og uden det blev intet til af det, som er’ (Johs 1,3).« (Vang 1988a,6).

I 1991 refererede Cappelørn de forskellige indvendinger mod prøveoversættelsen og henviste bl.a. til det kirkelige dogme om creatio ex nihilo som årsag til den ændrede syntaks: »teologisk set er [det] angribeligt at have en tidsbisætning i det første vers efterfulgt af et indskud, der beskriver den tilstand, Gud skabte ud af, da det fortoner den traditionelle skabelsesteologiske forståelse, at Gud skabte af intet.« (Cappelørn 1991,17; jf. Vang 1991,2 [ikke-pagineret]). Som det fremgår af 1992-oversættelsen, bar kritikken frugt. Sml. ‘Kirkeårets kollekter og bibelske læsninger’ i Alterbogen i Den Danske Salmebog (2003), s. 1007.

1 Mos 1,2
Prøveoversættelsen: »og Guds storm piskede …« > 1992-oversættelsen: »og Guds ånd svævede …«

I et referat af Indre Missions kritik af prøveoversættelsen skriver Kollerup bl.a.: »For IM var erstatningen af ‘Guds ånd’ i 1931-oversættelsen til ‘Guds storm’ ensbetydende med Helligåndens skæbnesvangre fravær i skabelsesøjeblikket. Samtidig betragtede IM oversættelsen som et knæfald for andre religionshistoriske tekster.« (Kollerup 1994,58; se også Rasmussen 1986,216; Vang 1987c; Strange 1989). Cappelørn skriver ligeledes om kirkelige indvendinger mod prøveoversættelsen: »Det er således blevet indvendt, at gengivelsen af det hebraiske ‘ruah ælohim’ med ‘Guds storm’ sluser en religionshistorisk forståelse ind i skabelsesberetningen, som er skabelsesberetningen fremmed og uvedkommende. (…) Det er endvidere blevet indvendt, at manglen på det gammelkendte udtryk ‘Guds ånd’ i skabelsesberetningen er et stort tab. Ikke blot et stort traditionstab, fordi det altid har heddet sådan. Men også et stort tolkningstab, fordi det er teologisk væsentligt at fastholde, at det var Guds ånd, der var virksom under skabelsen. Her henvises der så i øvrigt også til den forståelse af dåbsbegivenheden, at ligesom ‘Guds ånd svævede over vandene’ under skabelsen, svæver Guds ånd også over dåbsvandet under dåben.« (Cappelørn 1991,17f). I en kronik i Jyllands-Posten nogle år senere supplerer deltager i 1992-oversættelsen og medlem af Bibelselskabets bestyrelse, professor, dr.theol. Kirsten Nielsen fra Århus Universitet: »Som teologer har vi viden om teksternes virkningshistorie, og som oversættere skal vi oversætte hele det litterære værk, der hedder Bibelen. Derfor kan vi ikke nøjes med at oversætte med ‘Guds stormvejr’, da læseren i så fald ikke får mulighed for at forstå, hvorfor man i kristen tradition har talt om, at Guds ånd var med allerede ved skabelsen.« (2.2.1997). Som det fremgår af 1992-oversættelsen, bar kritikken af prøveoversættelsen frugt. Sml. ‘Kirkeårets kollekter og bibelske læsninger’ i Alterbogen i Den Danske Salmebog (2003), s. 1007.

Generelt synligt tilfredse med 1992-oversættelsen af Det Gamle Testamente skrev Henrik Bartholdy, formand for lærerrådet ved Dansk Bibel-Institut, og Peter V. Legarth, formand for lærerrådet ved Menighedsfakultetet, i 1993 i Indre Missions Tidende: »Et gennemgående træk ved den nye autoriserede oversættelse til GT er, at den indholdsmæssigt betragtet har fået et mærkbart løft i forhold til PO(GT). GTs tale om Gud som skaber og forløser, Guds utallige forjættelser til Israel og den enkelte fromme, Guds bud og formaninger har i revisionsfasen undergået en afgørende teologisk og saglig bearbejdning, således at budskabet kommer fyldigere til orde i forhold til PO(GT). Et eksempel: I de indledende vers i skabelsesberetningen fremstår Gud nu i DO92 som altings skaber og ophav. Alt begynder med Guds skabelse af himmel og jord, af tiden, rummet og materien; det onde og livsødelæggende er ikke – som i PO(GT) – til stede før skabelsen eller som en integreret del af det materiale, som Gud skaber ud af. Det onde kommer i DO92 først ind med syndefaldet (1 Mos 3), men er der ikke fra begyndelsen. Og Guds skaberånd er nærværende som Guds dynamiske skaberkraft: ‘… og Guds ånd svævede over vandene’. Den teologiske grundforskel mellem de hedenske myter og den bibelske skabelsesberetning, noget som den hebraiske tekst gennem sit ordvalg tydeligt markerer, får DO92 væsentligt klarere frem end PO(GT).« (Bartholdy & Legarth 1993,2).

1 Mos 3,15
Prøveoversættelsen: »Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din slægt og hendes: De skal knuse dit hoved og du skal bide dem i hælen.« > 1992-oversættelsen: »Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen.«

I et referat af Indre Missions kritik af prøveoversættelsen skriver Kollerup bl.a.: »Flertalsformen umuliggjorde for IM en kristologisk tolkning, og skulle derfor ændres for at opnå IM’s accept.« (Kollerup 1994,58). Cappelørn refererer mere detaljeret de kirkelige indvendinger mod prøveoversættelsen: »Indvendingerne, som har været teologisk begrundet, er vendt mod flertalsformen ‘de skal knuse dit hoved’ og ‘du skal bide dem i hælen’ (…) Hvad enten man nu vælger at gengive zæra’ med ‘sæd’ eller ‘afkom’, så vælger man et dansk ord, som i formen er ental, men som af indhold kan være både ental og flertal. Bruger man derimod ‘slægt’, bruger man et dansk ord, der nok er ental i formen, men altid flertal af indhold; en slægt er altid mere end én. Og netop det er problemet. For i den kirkelige tradition er disse domsord af Gud til slangen blevet forstået om Kristus. Kvindens afkom er altså ikke mange, men én, nemlig Kristus. Forstået på den måde, at slangen skal bide Kristus i hælen, dvs. at Satan skal ramme Kristus i korsfæstelsen, og at Kristus skal knuse slangens hoved, dvs. Kristus skal overvinde døden og det onde i opstandelsen. Den forståelse af Første Mosebog 3,15 fandt den oldkirkelige tolkning bl.a. belæg for i Paulus’ udtalelse i Romerbrevet 16,20: ‘Og fredens Gud skal snart knuse Satan under jeres fødder.’« (Cappelørn 1991,19f; se også Vang 1987a; Winther-Nielsen 1988a,77f; Holm-Nielsen 1987). Som det fremgår af 1992-oversættelsen, bar kritikken af prøveoversættelsen frugt. Se i øvrigt Ejrnæs 1994,163; 1995,196. Sml. ‘Kirkeårets kollekter og bibelske læsninger’ i Alterbogen i Den Danske Salmebog (2003), s. 1073ff.

1 Mos 12,3
Prøveoversættelsen: »Ved dig skal alle jordens slægter velsigne sig.« > 1992-oversættelsen: »I dig skal alle jordens slægter velsignes.«

I et referat af Indre Missions kritik af prøveoversættelsen skriver Kollerup: »For det tredje drejede det sig om 1. Mosebog 12,3, hvor prøveoversættelsen lød: ‘Ved dig skal alle jordens slægter velsigne sig’ modsat 1931-oversættelsens: ‘I dig skal alle jordens slægter velsignes.’ Prøveoversættelsen [af 1 Mos 12,3] udelukkede ligeledes den kristologiske tolkning, hvilket IM anså for uheldigt.« (Kollerup 1994,58). Nicolai Winther-Nielsen fra Dansk Bibel-Institut kritiserede også prøveoversættelsen: »Et vigtigt problem findes i 12, 3: ‘Ved dig skal alle jordens slægter velsigne sig.’ Forslaget er en unødvendig indsnævring af det kristologiske aspekt.« (Winther-Nielsen 1988c,120). Også hos Winther-Nielsens kollega Leif Kjøller Rasmussen vakte prøveoversættelsen utilfredshed; om prøveoversættelsen Da Gud skabte: Første Mosebog 1 til Anden Mosebog 15 (Bibelselskab 1985) skrev han: »Oversættelsen er ofte tolkende. I den forbindelse er det en efter min mening stor fejl, at man har valgt at oversætte GT uden at tage hensyn til NT (eventuelt bevidst distancerer sig fra NT’s forståelse). Et klart eksempel herpå er Gen. 12, 3, som med en mere eller mindre tvivlsom begrundelse er oversat: ‘Ved dig skal alle jordens slægter velsigne sig’. Abraham gøres her til et eksempel på velsignelse. Den messianske forståelse er her helt udeladt (end ikke i en fodnote gøres der opmærksom på den passive forståelse, som er sprogligt mulig, og som passer bedre ind i hele den bibelske sammenhæng).« (Rasmussen 1986,216). Ud fra lignende overvejelser kritiserede Carsten Vang (1987,107) fra Menighedsfakultetet prøveoversættelsen af 1 Mos 12,3. Som vist fik kritikken af prøveoversættelsen de ønskede konsekvenser. Om den nytestamentlige baggrund for rettelsen, se Matt 1,1-2, Luk 3,34, Rom 4 og Gal 3,8, der betragter Abraham som ‘Jesu stamfader’ og som ‘forbillede på trosretfærdigheden’ (jf. Lemche 1998,4). Rettelsen af den aktive, refleksive verbalform til en passiv muliggjorde med andre ord en messiansk-kristologisk fortolkning af skriftstedet. Sml. prøveoversættelsen af ‘forjættelserne’ i 1 Mos 18,18 og 1 Mos 28,14, der i 1992-oversættelsen er blevet rettet efter samme mønster som 1 Mos 12,3. Sml. også ‘Kirkeårets kollekter og bibelske læsninger’ i Alterbogen i Den Danske Salmebog (2003), s. 1021.

Sl 22,17
Prøveoversættelsen: »de har bundet mig på hænder og fødder.« > 1992-oversættelsen: »de har gennemboret mine hænder og fødder«.

Også prøveoversættelsen af Sl 22,17 blev objekt for kritik fra den kirkelige højrefløj, da underviser Leif Kjøller Rasmussen fra Dansk Bibel-Institut i 1988 skrev: »I Sl. 22 er v. 17 oversat, så det ikke peger frem mod en korsfæstelse så tydeligt som i DO31. DO31 tolker den hebraiske tekst ud fra den græske oversættelse, Septuaginta. Salmen er ikke direkte messiansk if. oversætterne, men skal forstås som en sygdomssalme. Første del er klage, og anden del en tak over at salmisten igen er blevet rask. Derfor har man også fjernet tanken om opstandelsen i v. 29-31 (se ovenfor). Det er uheldigt, at dette kritiske syn på salmerne skal påvirke oversættelsen, så man fjerner den kristologiske forståelse fra vores Bibel og i stedet udstyrer læserne med historisk-kritiske briller.« (Rasmussen 1988,173). Som det fremgår af 1992-oversættelsen, bar kritikken af prøveoversættelsen frugt. I 1990 redegør Cappelørn for den nytestamentlige baggrund for rettelsen: »Denne ændring gør det muligt at se en kristologisk bue mellem dette sted i Salmernes Bog og fx kap. 20 vers 25 i Johannesevangeliet: ‘Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglehullerne i hans hænder og stikker mine fingre i naglehullerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg ikke.«’« (Cappelørn 1990,29; jf. også Bartholdy & Legarth 1993,2). Sml. ‘Kirkeårets kollekter og bibelske læsninger’ i Alterbogen i Den Danske Salmebog (2003), s. 1115ff.

Sl 51,7
Prøveoversættelsen: »Skyldig var jeg, allerede da jeg blev født, syndig var jeg, da min mor undfangede mig.« > 1992-oversættelsen: »I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor undfangede mig.«

Som baggrund for denne rettelse henviser Cappelørn i realiteten til det kirkelige arvesynddogme, forestillingen om menneskenaturens kongenitale syndighed og skyld: »Med denne ændring er det klarere bragt til udtryk, at synden og skylden er altomfattende, at synden og skylden hører til menneskets grundvilkår, fra det fødes til det dør.« (Cappelørn 1990,30; jf. Gregersen 1993,100ff). Se i denne forbindelse også ‘Kirkeårets kollekter og bibelske læsninger’ i Alterbogen i Den Danske Salmebog (2003,1146f), hvor Sl 51,3-19 citeres i 1992-oversættelsens formulering. Genbrugen og reinterpretationen af gammeltestamentlige salmer i folkekirkens salmebog har formentlig også spillet en rolle for rettelsen af prøveoversættelsen (jf. Cappelørn 1990,33; Noack 1992,904).

I en vurderende sammenligning af 1992-oversættelsen med 1931-oversættelsen af Sl 51,7 skrev Henrik Bartholdy fra Dansk Bibel-Institut og Peter V. Legarth fra Menighedsfakultetet i 1993 i Indre Missions Tidende: »Synden har været en del af Davids virkelighed helt fra undfangelsens øjeblik. DO31 kan lettere mistolkes derhen, at selve undfangelsen er forbundet med synd og skyld, eller at hans mor undfangede ham ved hor. DO92 er her sjælesørgerisk og teologisk god.« (Bartholdy & Legarth 1993,2; jf. Herbener 2001,141).

Es 7,14
Prøveoversættelsen: »Se, den unge kvinde er gravid, hun skal føde en søn og give ham navnet Immanuel.« > 1992-oversættelsen: »Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel.«

I et referat af Indre Missions kritik af prøveoversættelsen skriver Kollerup bl.a.: »For IM var denne oversættelse forkert af to grunde: For det første var Septuagintas oversættelse ‘jomfru’ blevet erstattet af det hebraiske ord ‘ung kvinde’, og dermed var GTs kristologiske forbindelse til jomfru Maria i Matthæusevangeliet 1,23 og Lukasevangeliet 1,27 fjernet. Dette gjaldt tillige med prøveoversættelsens præsensoversættelse ‘er’ gravid til erstatning af det profetiske udsagn i 1931-oversættelsens futuriske form ‘bliver’.« (Kollerup 1994,58f).

Prøveoversættelsen affødte debat i dagspressen, om hvilket Cappelørn skriver i 1991: »Først og fremmest er gengivelsen ‘den unge kvinde’ blevet angrebet og anklaget for at løsne forbindelsen mellem Det Gamle og Det Nye Testamente. Dernæst er der rettet indvendinger imod udsagnsordets tid i udtrykket ‘er gravid’ med den teologiske begrundelse, at nutid neddæmper den forståelse, at Es. 7,14 – også – er et profetisk udsagn om Jesu fødsel; den profetiske forståelse ville komme bedre frem ved brug af fremtid ‘skal blive gravid’. Tidsaspektet og dermed det profetiske aspekt er for mig at se det vigtigste forhold at få afklaret, når det drejer sig om forholdet mellem Det Gamle og Det Nye Testamente. (...) Det udvalg, som revisionskomiteen har nedsat for at koordinere oversættelserne af Det Gamle og Det Nye Testamente, ikke mindst hvad angår de ca. 300 citater fra Det Gamle Testamente i Det Nye Testamente, har bakset meget med oversættelsen af Es. 7,14 set i sammenhæng med Matt. 1,23 og Luk. 1,26-31. Udvalget nåede frem til følgende løsningsforslag: Es. 7,14 Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel.« (Cappelørn 1991,22f). Dette forslag blev ved afstemning vedtaget i revisionskomiteen (Cappelørn 1991,23; Kollerup 1994,65).

Også for Indre Mission var det temporale aspekt i realiteten vigtigere end spørgsmålet om ‘jomfruen’ vs. ‘den unge kvinde’, og den højrekirkelige organisation lagde i forskellige medier pres på Bibelselskabet for at få rettet prøveoversættelsen. Kollerup opsummerer: »Debatten fra dagspressen viser, at IM gjorde spørgsmålet om ‘jomfru’-oversættelsen til et kardinalpunkt. Således udtalte daværende [generalsekretær for Indre Mission] Poul Langagergaard i dagene op til julen 1987: ‘Her står og falder hele kirken’ i fx Århus Stiftstidende den 21.12.1987. Imidlertid tabte IM slaget om jomfruen til fordel for ‘den unge kvinde’, da spørgsmålet senere kom til behandling i REV i dagene 29.-30. maj 1990. Poul Langagergaard gør ved Interview den 28.7.1994 opmærksom på, at hans stærke udtalelse i 1987 udelukkende havde det formål at redde det profetiske udsagn ‘skal blive’ med barn mere end ønsket om at redde ‘jomfru’-oversættelsen. Det lykkedes. Eksemplet bruger Poul Langagergaard til at beskrive IMs taktik: I dagspressen at angribe og ‘skyde langt over målet’ for at få det mest afgørende igennem (jf. Interview med Poul Langagergaard).« (Kollerup 1994,59). Sml. ‘Kirkeårets kollekter og bibelske læsninger’ i Alterbogen i Den Danske Salmebog (2003), s. 1094f.

Es 25,8
Prøveoversættelsen: »Han tilintetgør døden for evigt«. > 1992-oversættelsen: »døden opsluges for evigt.«

Årsagen til ændringen skal formentlig findes i et hensyn til 1 Kor 15,54 og dansk salmetradition. Cappelørn forklarer: »I de to velkendte påskesalmer, ‘Jesus lever, graven brast’ fra 1786 og ‘Stat op, min sjæl, i morgengry’ fra 1858, forekommer det samme udtryk: ‘døden opslugt er til sejr.’ Det er taget fra Første Korintherbrev 15,54, der har enslydende ordlyd i de her benyttede officielle oversættelser fra 1740 og 1819: ‘Døden er opslugt formedelst sejr.’ Altså en tydelig forbindelse mellem oversættelse og salme. Denne forbindelse blev styrket til næsten ordret overensstemmelse i 1907-oversættelsen med gengivelsen: ‘Døden er opslugt til Sejr.’ Hvorimod den blev en smule løsnet med formuleringen: ‘Døden er opslugt og sejren vundet’ i 1948-oversættelsen. Det er i prøveoversættelsen [af Det Nye Testamente fra 1989] blevet til: ‘Døden er opslugt og besejret,’ altså genkendelig i ordlyden uden at være overensstemmende i formuleringen.« (Cappelørn 1990,33).

I 1992-oversættelsen er der ved Es 25,8 en skrifthenvisning til netop 1 Kor 15,54, og ved 1 Kor 15,54 en skrifthenvisning til Es 25,8. Rettelsen af prøveoversættelsen har imidlertid ikke blot haft som formål at harmonisere Es 25,8 med 1 Kor 15,54, men tydeligvis også med de to påskesalmer som omtalt af Cappelørn ovenfor. I Den Danske Salmebog (2003) finder vi i salme 224 og salme 233 den enslydende formulering: ‘døden opslugt er til sejer.’ Sml. salme 195 og salme 202 i Den Danske Salmebog (1988). I 1992-oversættelsens ordlyd går der således en (stort set) lige linje fra Es 25,8 over 1 Kor 15,54 til de to påskesalmer i salmebogen. Se også Noack 1992,904, og sml. ‘Kirkeårets kollekter og bibelske læsninger’ i Alterbogen i Den Danske Salmebog (2003), s. 1188.

Sammenfatning
Et kernepunkt i en fagvidenskabelig oversættelse af Det Gamle Testamente er – skal man rekapitulere hele problematikken – at teologisk-kirkelige hensyn ingen rolle må spille overhovedet, eftersom det i sig selv er et førkirkeligt korpus af nærorientalske oldtidstekster. I forbindelse med videnskabelige oversættelser af oldtidstekster, der ikke ligger til grund for moderne trossamfunds konfessioner, ville dette udsagns metodologiske pointe uden tvivl være et ukontroversielt udsagn.

Som underviser Nicolai Winther-Nielsen fra Dansk Bibel-Institut imidlertid skrev om nødvendigheden af en ‘debat’ om de ‘bibelkritiske’ prøveoversættelser af Det Gamle Testamente: »Sagen er så afgørende, fordi det drejer sig om kirkens absolutte rettesnor og dens prædiketekst. Bibelen skal jo bruges i personlig andagt og studium, i kirkelige aktiviteter og skolens undervisning blandt hundredetusinder af danskere i det næste halve århundrede. I det lys må og skal det vurderes, om det gammeltestamentlige budskab er oversat tilstrækkeligt nøjagtigt og med fuld bibelsk valør.« (Winther-Nielsen 1988,148).

2.5. EKSEMPLER PÅ (SYSTEMATISKE) RETTELSER

I det følgende vil der blive fremlagt eksempler på rettelser af en række udtryk. Der kan undertiden foreligge flere rettelser af de pågældende udtryk pr. vers. For overskuelighedens skyld anføres (som ovenfor) én rettelse pr. vers.

‘velvilje’ (m.m.) > ‘nåde’
‘Nåde’ er som bekendt et nytestamentligt (paulinsk), kirkedogmatisk og ikke mindst protestantisk kernebegreb, og det optræder oftere i 1992-oversættelsen end i prøveoversættelsen af Det Gamle Testamente. Således har ‘nåde’ i en række tilfælde i 1992-oversættelsen erstattet det ‘profanere’ begreb ‘velvilje’ i prøveoversættelsen som en mere hensigtsmæssig gengivelse ud fra et helbibelsk / kristent fortolkningsperspektiv. Som supplerende eksempler kan nævnes enkelte tilfælde af ‘lykke’, ‘omsorg’ og ‘troskab’ m.fl. i prøveoversættelsen, der i 1992-oversættelsen er blevet rettet til ‘nåde’. Faktisk var det et af Indre Missions kritikpunkter af prøveoversættelsen, at den negligerede ‘centrale trosbegreber’ som f.eks. ‘nåde’ (Kollerup 1994,57). Den begrænsede brug af det teologiske nøglebegreb blev ligeledes påtalt af underviserne Leif Kjøller Rasmussen (1988b,105f) og Nicolai Winther-Nielsen (1988c,113) fra Dansk Bibel-Institut og af underviser Carsten Vang (1987,106; 1987b,712f) fra Menighedsfakultetet. Sml. Cappelørn 1988,43. Se ændringerne i 1992-oversættelsen i forhold til prøveoversættelsen:

1 Mos 6,8, 1 Mos 18,3, 1 Mos 19,19, 1 Mos 32,6, 1 Mos 33,8, 1 Mos 33,10, 1 Mos 33,15, 1 Mos 47,25, 2 Mos 33,12, 2 Mos 33,13, 2 Mos 33,16, 2 Mos 33,17, 2 Mos 34,9, 4 Mos 11,11, 4 Mos 32,5, 5 Mos 33,23, Dom 6,17, 1 Sam 20,29, 1 Sam 25,8, 1 Sam 27,5, 2 Sam 14,22, 2 Sam 15,25, Sl 30,6, Sl 30,8, Sl 103,11; sml. Ez 20,40, Ez 20,41. = 27 rettelser.

‘hjælpe’ (m.m.) > ‘frelse’
‘Frelse’ er som bekendt et nytestamentligt og kirkedogmatisk, herunder protestantisk kernebegreb, og det optræder oftere i 1992-oversættelsen end i prøveoversættelsen af Det Gamle Testamente, særligt i Salmernes Bog. Således har ‘frelse’ i 1992-oversættelsen i mange tilfælde erstattet de ‘profane’ begreber ‘hjælpe’, ‘redde’ o.l. i prøveoversættelsen som en mere hensigtsmæssig gengivelse ud fra et helbibelsk / kristent fortolkningsperspektiv (jf. Cappelørn 1988,43). Ebbe Kløvedal Reich, der var dansk-sproglig konsulent i udarbejdelsen af 1992-oversættelsen, skrev i 1989 om anvendelsen af ‘frelse’ i prøveoversættelsen af Det Gamle Testamente: »Brugen af ordet ‘frelse’, der er så centralt i NTs sprog, er fx rationeret voldsomt i forhold til 31-oversættelsen. Fordi det hebraiske ord i visse sammenhænge ‘kun’ betyder en helt konkret assistance eller hjælp.« (Reich 1989,149; jf. Gottlieb 1977,394). Den begrænsede anvendelse af også dette bibelteologiske nøgleord blev påtalt af underviserne Leif Kjøller Rasmussen (1988b,105f) og Nicolai Winther-Nielsen (1988c,118f) fra Dansk Bibel-Institut og af underviser Carsten Vang (1987,106) fra Menighedsfakultetet. Se ændringerne i 1992-oversættelsen i forhold til prøveoversættelsen:

1 Sam 10,19, 2 Sam 22,4, 2 Sam 22,28, Sl 3,3, Sl 3,8, Sl 3,9, Sl 7,11, Sl 9,15, Sl 12,2, Sl 13,6, Sl 18,4, Sl 18,28, Sl 21,2, Sl 21,6, Sl 28,9, Sl 34,7, Sl 34,19, Sl 35,9, Sl 55,17, Sl 62,2, Sl 62,3, Sl 62,7, Sl 69,2, Sl 86,2, Sl 88,2, Sl 96,2, Sl 98,2, Sl 98,3, Sl 106,10, Sl 116,6, Sl 118,14, Sl 118,21, Sl 118,25, Sl 119,41, Sl 119,81, Sl 119,94, Sl 119,123, Sl 119,146, Sl 138,7, Sl 140,8, Sl 146,3, Sl 149,4, Es 26,18, Es 46,7, Es 47,13, Joel 3,5, Hab 1,2, Sef 3,19, Zak 8,7, Zak 8,13. = 50 rettelser.

‘befri’ (m.m.) > ‘udfri’
‘Udfrielse’ er et ofte anvendt teologisk synonym for ‘frelse’ (jf. Jensen 1998b,396), og det optræder oftere i 1992-oversættelsen end i prøveoversættelsen af Det Gamle Testamente. Således har ‘udfri(else)’ i 1992-oversættelsen i en række tilfælde erstattet de (mere) ‘profane’ begreber ‘befri’, ‘redde’ o.l. i prøveoversættelsen som en mere hensigtsmæssig gengivelse ud fra et helbibelsk / kristent fortolkningsperspektiv. Se ændringerne i 1992-oversættelsen i forhold til prøveoversættelsen:

2 Mos 15,13, 2 Sam 4,9, 2 Sam 7,23, 1 Kong 1,29, Sl 18,49, Sl 22,5, Sl 22,9, Sl 25,22, Sl 26,11, Sl 31,6, Sl 34,23, Sl 37,40, Sl 44,27, Sl 71,23, Sl 77,16, Sl 78,42, Sl 82,4, Sl 103,4, Sl 111,9, Sl 119,154, Sl 130,7, Sl 130,8, Es 1,27, Es 29,22, Es 35,10, Es 50,2, Es 51,11, Jer 50,34, Hos 13,14. = 29 rettelser.

‘orakel’ > ‘svar’ (m.m.)
Et ‘orakel’ er en religionshistorisk velkendt betegnelse for enhver form for budskab fra en gud til et menneske. Fænomenet var udbredt i den antikke verden, herunder i Det Gamle Testamente i forbindelse med både Jahve og andre guddomme. Ofte var orakler led i en orakelpraksis, i hvilken man kunne søge kendskab til guddommens vilje ved hjælp af bestemte teknikker. (Høgenhaven 1998b,139; Jeppesen 1998b,187; Holt & Nielsen 1997,221ff). I prøveoversættelserne af Det Gamle Testamente forekommer oversættelsen ‘orakel’ relativt ofte, men det blev genstand for kritik fra højrekirkelig side. Carsten Vang fra Menighedsfakultetet og medlem af revisionskomiteen skrev i 1988 således: »Ordet ‘orakel’ vil være et uforståeligt fremmedord i manges øren. Desuden er det ikke noget neutralt ord. Det har sin klang fra den hedenske spådomsverden, hvor man søger orakler hos præster og orakelmagere, der er i ekstase. Man kommer let til at betragte det, Rebekka gør [1 Mos 25,22], som noget, der ligger på linje med hedensk spådomskunst. Og dog er der en verden til forskel.« (Vang 1988a,6). Også Nicolai Winther-Nielsen fra Dansk Bibel-Institut var utilfreds med udtrykket ‘orakel’ i prøveoversættelsen: »Esajasbogen kap. 13-23 betegnes i forslaget som ‘Orakler mod de fremmede folk’. Det kan kun skyldes, at man ligestiller Bibelens profeter med andre religioners hellige mænd, som under ekstase fremkom med mundtlige og knappe religiøse udbrud, og dem, jeg har nævnt udtrykket for, er som regel kommet i tanke om oraklet i Delfi.« (Winther-Nielsen 1987,137; jf. 1988,144; Vang 1989,21). I revisionskomiteen besluttede man at fjerne ‘orakel’, primært de steder, hvor det i prøveoversættelsen optræder i tilknytning til Jahve (jf. Cappelørn 1990,30). De enkelte tilfælde, ‘orakel’ har fået lov til at stå tilbage i 1992-oversættelsen, er det som betegnelse for den ‘hedenske’ gudedyrkelse, der fordømmes på det stærkeste (f.eks. 5 Mos 18,11, Jer 50,36, Hos 11,6; sml. Jer 23,33ff som karakteristik af illegitim Jahve-divination). Alle de andre steder – hovedsageligt i forbindelse med Jahve – har man i 1992-oversættelsen rettet ‘orakel’ til ‘svar’, ‘råd’, ‘udsagn’, ‘profetudsagn’, ‘åbenbaring’, ‘rådspørge’ m.fl. Derved markeres en dogmatisk hensigtsmæssig forskel på jahvistisk og ikke-jahvistisk kult. Se ændringerne i 1992-oversættelsen i forhold til prøveoversættelsen:

1 Mos 25,22, 1 Mos 30,27, 2 Mos 33,7, 4 Mos 23,7, 4 Mos 23,18, 4 Mos 24,3, 4 Mos 24,15, 4 Mos 24,20, 4 Mos 24,21, 4 Mos 24,23, 4 Mos 27,21, Jos 9,14, Dom 1,1, Dom 18,5, Dom 20,18, Dom 20,23, Dom 20,27, 1 Sam 9,9, 1 Sam 10,22, 1 Sam 14,37, 1 Sam 22,10, 1 Sam 22,13, 1 Sam 22,15, 1 Sam 23,2, 1 Sam 28,6, 2 Sam 2,1, 2 Sam 5,19, 2 Sam 16,23, 2 Sam 21,1, 1 Kong 14,5, 1 Kong 22,5, 1 Kong 22,7, 1 Kong 22,8, 2 Kong 1,2, 2 Kong 1,3, 2 Kong 1,6, 2 Kong 1,16, 2 Kong 3,11, 2 Kong 8,8, 2 Kong 22,13, 2 Kong 22,18, 2 Krøn 24,27, Es 13,1, Es 14,28, Es 15,1, Es 17,1, Es 19,1, Es 21,1, Es 21,11, Es 21,13, Es 22,1, Es 23,1, Es 30,6, Jer 21,2, Jer 37,7, Klages 2,14, Nah 1,1, Hab 1,1, Hab 2,19, Zak 9,1, Zak 12,1, Mal 1,1. = 62 rettelser.

‘ekstase’ > ‘profetisk henrykkelse’
‘Ekstase’ er et velkendt fænomen i de gammeltestamentlige tekster (Nielsen 1998,166; Holt & Nielsen 1997,212). I prøveoversættelsen havde man anvendt selve ordet en række steder, men i 1992-oversættelsen var det systematisk blevet fjernet til fordel for gengivelsen ‘profetisk henrykkelse’. Årsagen til denne ændring ekspliciteredes givetvis i en kronik i Berlingske Tidende 16.5.1997 skrevet af kontorchef Poul Langagergaard. Han var fra 1982-1992 generalsekretær for Indre Mission og må tilskrives hovedæren for oprettelsen af revisionskomiteen i 1988 såvel som den kirkelige højrefløjs deltagelse heri (Kollerup 1994,53ff). I kronikken søger Langagergaard at præcisere, hvori kristen pinsetro, som han skriver, »på basis af de faktiske bibelske realiteter« består. En af hans hovedpointer er, at ‘ekstase’ er et »fremmedelement i ægte, bibelsk Gudsdyrkelse. I kultur- og religionshistorien er ekstasen derimod velkendt hos f.eks. hedninger, dæmoner og åndemanere.« Netop det gør ifølge Langagergaard »Kirken meget anderledes end det religiøse og det nyreligiøse mylder af tilbud«. Baggrunden for ændringen synes hermed givet: Af apologetiske årsager har man i 1992-oversættelsen villet markere et skel mellem ‘ægte, bibelsk’ og ‘hedensk’ gudsdyrkelse, hvorfor ‘ekstase’ måtte luges ud og rettes til det kirkeligt mere acceptable ‘profetisk henrykkelse’ (jf. også Winther-Nielsen 1987,137; 1988,144). Se ændringerne i 1992-oversættelsen i forhold til prøveoversættelsen (og sml. ændringen af ‘orakel’ ovenfor):

4 Mos 11,25, 4 Mos 11,26, 4 Mos 11,27, 1 Sam 10,5, 1 Sam 10,6, 1 Sam 10,10, 1 Sam 10,11, 1 Sam 10,13, 1 Sam 18,10, 1 Sam 19,20, 1 Sam 19,21, 1 Sam 19,23, 1 Sam 19,24, 1 Kong 18,29, 1 Kong 22,10, Jer 29,26; sml. Jer 29,27. = 17 rettelser.

‘amulet’ > ‘mærke’
Også ‘amulet’, der optræder i enkelte tilfælde i prøveoversættelsen, skal parentetisk nævnes i denne forbindelse. Givetvis er udtrykket blevet betragtet som for ‘religionshistorisk’ til en autoriseret bibeloversættelse, jf. ovenfor. Under alle omstændigheder er ‘amulet’ blevet rettet til ‘mærke’ i 1992-oversættelsen. Underviser Nicolai Winther-Nielsen fra Dansk Bibel-Institut skrev i 1988 om anvendelsen af ‘amulet’ i prøveoversættelsen: »Vi er vant til at budene ‘skal være som et erindringsmærke på din pande’ (5. Mos. 6,8). I ældre bibler forklaredes udtrykket med en tekstnote: ‘et Paamindelses Tegn eller Tankeseddel til at bevare Loven’ (1740). Nu skal det tilsyneladende hedde ‘amulet’. Vi forbinder ikke meget med dette ‘erindringsmærke’ fra vor dagligdag. (…) Derimod betyder ‘amulet’ på nudansk en genstand, der bæres som magisk beskyttelsesmiddel. Det er temmelig uheldigt at indføre et udtryk, som normalt forbindes med primitiv hedensk religion.« (Winther-Nielsen 1988,144). Se ændringerne i 1992-oversættelsen i forhold til prøveoversættelsen:

2 Mos 13,16, 5 Mos 6,8, 5 Mos 11,18. = 3 rettelser.

‘troskab’ (m.m.) > ‘godhed’
‘Miskundhed’ er et centralt begreb i dansk salme- og bibeltradition som synonym for den bibelske hovedguds nåde og barmhjertighed. I de gammeltestamentlige prøveoversættelser udgivet fra 1977 til 1989 var det imidlertid ikke anvendt, hvilket affødte hård kritik fra Indre Mission, der klandrede GT-oversætterne for at gøre sig skyld i »‘en række bortforklaringer af centrale trosbegreber (nåde, miskundhed, o.l.) i f.eks. Salmernes Bog’.« (IMs skrivelse til DDB den 18.1.1988; citeret fra Kollerup 1994,57). Den manglende forekomst af ‘miskundhed’ i prøveoversættelsen blev også dadlet af underviser Leif Kjøller Rasmussen (1988b,105) fra Dansk Bibel-Institut, bl.a. med henvisning til udtrykkets forekomst i den velkendte salme ‘Til himlene rækker din miskundhed, Gud’ fra den danske salmebog (sml. Winther-Nielsen 1988c,123; Prenter 1987,592). I revisionskomiteen blev anvendelsen af ‘miskundhed’ taget op af Carsten Vang fra Menighedsfakultetet i Århus, men det blev forkastet til fordel for ‘godhed’ (jf. Kollerup 1994,66). Hensigten hermed var åbenbart, at ‘godhed’ skulle kunne fungere som synonym for Guds ‘nåde’ såvel som være en (moderne) pendant til ‘miskundhed’. Derved blev der i 1992-oversættelsen taget hensyn til dansk salme- og bibeltradition (jf. også Jeppesen 1998,253; Cappelørn 1988,43; Noack 1992,904). Konkret blev ‘troskab’, ‘trofasthed’ m.m. i prøveoversættelsen talrige steder rettet til ‘godhed’ i 1992-oversættelsen, specielt i Salmernes Bog. Se ændringerne i 1992-oversættelsen i forhold til prøveoversættelsen (og sml. 1931-oversættelsen de anførte steder):

2 Sam 2,5, 1 Kong 3,6, Sl 6,5, Sl 25,10, Sl 26,3, Sl 27,13, Sl 32,10, Sl 33,5, Sl 33,18, Sl 33,22, Sl 36,6, Sl 36,8, Sl 40,11, Sl 40,12, Sl 42,9, Sl 51,3, Sl 57,4, Sl 57,11, Sl 61,8, Sl 65,5, Sl 65,12, Sl 85,8, Sl 86,13, Sl 89,2, Sl 89,3, Sl 89,15, Sl 89,25, Sl 90,14, Sl 92,3, Sl 98,3, Sl 103,4, Sl 108,5, Sl 109,12, Sl 109,16, Sl 115,1, Sl 117,2, Sl 119,41, Sl 119,64, Sl 119,76, Sl 119,88, Sl 119,124, Sl 119,149, Sl 119,159, Sl 138,2, Sl 143,8, Sl 143,12, Ordsp 20,28, Hos 2,21, Mika 7,18, Zak 7,9. = 50 rettelser.

‘trofaste’ > ‘fromme’
Ovenstående rettelse af ‘troskab’ / ‘trofasthed’ i prøveoversættelsen til ‘godhed’ i 1992-oversættelsen havde tydeligvis også konsekvenser for det substantiverede adjektiv ‘trofaste’ i prøveoversættelsen. Det blev i 1992-oversættelsen af Det Gamle Testamente adskillige steder ændret til ‘fromme’, velkendt fra dansk salme- og bibeltradition. Om det semantiske korrelat i 1992-oversættelsen mellem Guds ‘godhed’ og menneskets ‘fromhed’, se Jeppesen 1998,253. Den manglende anvendelse af ‘from’ i prøveoversættelsen af Salmernes Bog blev kritiseret af underviser Leif Kjøller Rasmussen (1988b,105f) fra Dansk Bibel-Institut. Se ændringerne i 1992-oversættelsen i forhold til prøveoversættelsen (og sml. 1931-oversættelsen de anførte steder):

1 Sam 2,9, Sl 12,2, Sl 16,10, Sl 30,5, Sl 31,24, Sl 32,6, Sl 52,11, Sl 79,2, Sl 85,9, Sl 97,10, Sl 116,15, Sl 132,9, Sl 132,16, Sl 145,10, Sl 148,14, Sl 149,1, Sl 149,5, Sl 149,9, Mika 7,2. = 19 rettelser.

‘hjælpeløse’ (m.m.) >‘ydmyge’
‘Ydmyghed’ er som bekendt en vigtig kristen dyd (jf. f.eks. 1 Pet 5,5). I 1992-oversættelsen af Det Gamle Testamente kommer det til udtryk på den måde, at udtrykket ‘ydmyge’ i nogle tilfælde har erstattet ‘hjælpeløse’, men også ‘undertrykte’ og ‘nedbøjede’ i prøveoversættelsen, givetvis som en mere hensigtsmæssig gengivelse ud fra et helbibelsk / kristent fortolkningsperspektiv. Også verbet ‘ydmyge’ har i visse tilfælde vundet indpas i 1992-oversættelsen som erstatning for andre udtryk i prøveoversættelsen af Det Gamle Testamente, sml. den særlige brug af ‘ydmyge’ i 1992-oversættelsen af Det Nye Testamente (Matt 23,12, Luk 14,11, Luk 18,14; jf. Jak 4,10, 1 Pet 5,6). Se de forskellige ændringer i 1992-oversættelsen i forhold til prøveoversættelsen:

Sl 22,27, Sl 25,9, Sl 34,3, Sl 76,10, Sl 138,6, Sl 149,4; 1 Sam 2,7, Sl 18,28, Sl 55,20, Sl 75,8, Sl 90,15, Es 64,11, Ez 17,24, Ez 21,31. = 14 rettelser.

‘efterkommere’ (m.m.) > ‘afkom’
Hvad er betydningen af denne rettelse? Cappelørn skriver om de kirkelige indvendinger mod prøveoversættelsen af 1 Mos 3,15, der anvendte ordet ‘slægt’: »Indvendingerne, som har været teologisk begrundet, er vendt mod flertalsformen ‘de skal knuse dit hoved’ og ‘du skal bide dem i hælen’ (…) Hvad enten man nu vælger at gengive zæra’ med ‘sæd’ eller ‘afkom’, så vælger man et dansk ord, som i formen er ental, men som af indhold kan være både ental og flertal. Bruger man derimod ‘slægt’, bruger man et dansk ord, der nok er ental i formen, men altid flertal af indhold; en slægt er altid mere end én. Og netop det er problemet. For i den kirkelige tradition er disse domsord af Gud til slangen blevet forstået om Kristus. Kvindens afkom er altså ikke mange, men én, nemlig Kristus. Forstået på den måde, at slangen skal bide Kristus i hælen, dvs. at Satan skal ramme Kristus i korsfæstelsen, og at Kristus skal knuse slangens hoved, dvs. Kristus skal overvinde døden og det onde i opstandelsen. Den forståelse af Første Mosebog 3,15 fandt den oldkirkelige tolkning bl.a. belæg for i Paulus’ udtalelse i Romerbrevet 16,20: ‘Og fredens Gud skal snart knuse Satan under jeres fødder.’« (Cappelørn 1991,19f). Som følge af disse overvejelser udskiftede man ‘slægt’ i prøveoversættelsen af 1 Mos 3,15 med ‘afkom’ i 1992-oversættelsen. Ovenstående ræsonnement fik øjensynligt også konsekvenser for andre skriftsteder, jf. Winther-Nielsens stedvise kritik af ‘efterkommere’ og ‘slægt’ i prøveoversættelsen til fordel for ‘afkom’ (1988a,77f; 1988c,121). Således har ‘afkom’ i 1992-oversættelsen i en række tilfælde erstattet gengivelsen ‘efterkommere’, ‘børn’ og ‘slægt(er)’ i prøveoversættelsen og derved muliggjort en messiansk fortolkning. Se ændringerne i 1992-oversættelsen i forhold til prøveoversættelsen:

1 Mos 3,15, 1 Mos 15,3, 1 Mos 22,18, 1 Mos 26,4, 1 Mos 28,14, Sl 25,13, Sl 112,2, Es 44,3, Es 48,19, Es 61,9, Es 65,9, Es 65,23. = 12 rettelser.

‘skinsyg’ (m.m.) > ‘lidenskabelig’
Et fremtrædende træk ved Jahve i Det Gamle Testamente er hans skinsyge over for andre guder, sådan som det bl.a. fremgår af direkte beskrivelser af guddommen (Mogensen 1982,688f; Jeppesen 1998a,12f). I prøveoversættelsen havde man i disse tilfælde skrevet ‘skinsyg’, men i 1992-oversættelsen rettet det til det mere generelle udtryk ‘lidenskabelig’; måske fordi sidstnævnte udtryk var mere foreneligt med en gængs opfattelse af den bibelske gud? I al fald skrev Carsten Vang fra Menighedsfakultetet og medlem af revisionskomiteen i 1988: »Den nye [prøve]oversættelse til GT medfører undertiden et ændret Gudsbillede. (…) I 5. Mos 5,9 advarer Herren sit folk imod at dyrke fremmede guder, ‘for jeg, Herren, din Gud, er skinsyg’. Det giver mildest talt et nyt, men negativt billede af Gud. Er man optændt af skinsyge og misundelse, er det en synd, som skal bekendes og aflægges. Der er intet positivt ved skinsygen. Prøveoversættelsen kommer til at skildre Herren som en, der er i følelsernes vold og drives af skinsyge. Der går noget væsentligt tabt ved denne gengivelse.« (Vang 1988a,7). Hos Nicolai Winther-Nielsen fra Dansk Bibel-Institut vakte ‘skinsyg’ i prøveoversættelsen ikke ubetydelig konsternation: »Det er nærmest hårrejsende, at Gud kaldes ‘en skinsyg Gud.’ (5. Mos 4,24; 5,9; 6,15; 29,19). Det gamle ord ‘nidkær’ blev skabt af Hans Tausen til at gengive dette særlige hebraiske ord. På nudansk kunne man måske oversætte ‘en streng Gud.’ Men nudansk ‘skinsyg’ er totalt uanvendeligt. Det forbindes altid med noget i retning af svigtede erotiske følelser, men Gud er nu engang ikke jaloux på sin utro kone, for han har slet ingen! Man kan ikke bruge et så dødssygt udtryk som ‘skin-syg,’ hvor forstavelsen i sig selv har et negativt indhold.« (Winther-Nielsen 1988,145). Se de forskellige ændringer i 1992-oversættelsen i forhold til prøveoversættelsen:

2 Mos 20,5, 2 Mos 34,14, 5 Mos 4,24, 5 Mos 5,9, 5 Mos 6,15, 5 Mos 29,19, Jos 24,19; sml. Sl 79,5, Es 42,13, Es 59,17, Nah 1,2. = 11 rettelser.

‘gudløse’ (m.m.) > ‘uretfærdige’
‘Uretfærdige’ er hos Paulus (og Luther) en vigtig betegnelse for ikke-kristne / ‘syndere’, og ‘frelse’ kan her ikke opnås ved menneskets egen fortjeneste, men kun gennem Guds ‘retfærdiggørelse’, hvorved mennesket bliver ‘retfærdiggjort’ (Noack 1998,410f; Fatum 1998,223f). I 1992-oversættelsen har ‘uretfærdige’ i mange tilfælde erstattet begrebet ‘gudløse’ i prøveoversættelsen af Det Gamle Testamente. Især i Salmernes Bog og profetskrifterne. Årsagen hertil er givetvis, at det undertiden står som modbegreb til gengivelsen ‘retfærdige’, som Bent Rosendal (1998a,410) skriver. Men den problematik har man uden tvivl været bevidst om allerede, da prøveoversættelsen blev tilvejebragt. Derfor er en vigtig årsag til ændringen formentlig anvendelsen af ‘uretfærdighed’ / ‘uretfærdig’ hos Paulus (og Luther), herunder at ‘uretfærdige’ modsat ‘gudløse’ ikke blot kan omfatte ateister, men også enhver, der dyrker andre guder end den kristne gud (sml. Cappelørn 1988,43). Se ændringerne i 1992-oversættelsen i forhold til prøveoversættelsen:

1 Mos 18,23, 1 Mos 18,25, Job 5,16, Sl 7,10, Sl 11,5, Sl 11,6, Sl 37,10, Sl 37,12, Sl 37,14, Sl 37,16, Sl 37,17, Sl 37,20, Sl 37,21, Sl 37,28, Sl 37,32, Sl 37,33, Sl 37,34, Sl 37,35, Sl 37,38, Sl 37,40, Sl 68,3, Sl 71,4, Sl 75,11, Sl 92,8, Sl 94,13, Sl 109,6, Sl 125,3, Sl 141,5, Sl 141,10, Sl 147,6, Es 3,11, Es 11,4, Es 26,10, Jer 5,26, Jer 12,1, Ez 3,18, Ez 3,19, Ez 13,22, Ez 18,20, Ez 18,21, Ez 18,23, Ez 18,24, Ez 18,27, Ez 21,8, Ez 21,9, Ez 33,8, Ez 33,9, Ez 33,11, Ez 33,12, Ez 33,14, Ez 33,19, Mika 6,10, Mika 6,11, Hab 1,4, Hab 1,13, Mal 3,18. = 56 rettelser.

‘altid’ (m.m.) > ‘evig’
‘Evig’ og ‘evighed’ er på forskellig vis nøgleord i Det Nye Testamente og den kirkelige tradition (Pilgaard 1998,187f), og ‘evig’ optræder oftere i 1992-oversættelsen end i prøveoversættelsen af Det Gamle Testamente. Således har det i 1992-oversættelsen i en række tilfælde erstattet bl.a. ‘altid’ i prøveoversættelsen som en mere hensigtsmæssig gengivelse ud fra et helbibelsk / kristent fortolkningsperspektiv. Se ændringerne i 1992-oversættelsen i forhold til prøveoversættelsen:

3 Mos 25,34, Sl 9,7, Sl 22,27, Sl 30,13, Sl 31,2, Sl 49,10, Sl 52,11, Sl 55,23, Sl 61,5, Sl 89,30, Sl 139,24, Ordsp 10,25, Es 44,7, Es 63,16, Jer 18,16, Jer 25,9, Jer 49,13, Ez 27,36, Ez 28,19, Ez 37,25, Am 1,11, Mika 2,9. = 22 rettelser.

‘forbrydelse’ (m.m.) > ‘skyld’
I væsentlige dele af den kirkelige dogmatik spiller ‘synd(er)’ defineret som ‘skyld’ en vigtig rolle; også hos den kirkelige højrefløj i Danmark indtager skyldsbegrebet som bekendt en central plads. Se f.eks. Gregersen 1993,96ff; Cappelørn 1990,29f. I 1992-oversættelsen optræder ‘skyld’ oftere end i prøveoversættelsen af Det Gamle Testamente. Således har det i 1992-oversættelsen i mange tilfælde erstattet ‘forbrydelse(r)’ og ‘synd(er)’, men også ‘brøde’, ‘overtrædelse(r)’ o.l. i prøveoversættelsen som en mere hensigtsmæssig gengivelse ud fra et helbibelsk / kristent fortolkningsperspektiv. Også adjektivet ‘skyldig’ er i flere tilfælde blevet rettet til substantivet ‘skyld’. Hvad angår den større anvendelse af ‘skyld’ (allerede) i prøveoversættelsen af Salmernes Bog (1977) end i 1931-oversættelsen, se Folker Willesens kritik (1979,173). Se de forskellige ændringer i 1992-oversættelsen i forhold til prøveoversættelsen:

2 Mos 20,5, 2 Mos 23,1, 2 Mos 23,7, 2 Mos 34,7, 2 Mos 34,9, 3 Mos 26,39, 3 Mos 26,41, 3 Mos 26,43, 4 Mos 14,18, 5 Mos 5,9, 5 Mos 25,1, 1 Sam 3,13, 2 Sam 24,10, 1 Kong 1,21, 1 Kong 1,52, 1 Kong 17,18, 2 Kong 10,9, Sl 7,4, Sl 36,3, Sl 37,33, Sl 51,7, Sl 94,21, Sl 103,3, Sl 130,3, Es 30,13, Es 43,24, Jer 2,3, Jer 13,22, Jer 14,10, Jer 16,10, Jer 16,17, Jer 16,18, Jer 18,23, Jer 31,34, Jer 32,18, Jer 36,3, Klages 2,14, Klages 4,13, Klages 4,22, Ez 3,18, Ez 3,19, Ez 7,13, Ez 7,16, Ez 7,19, Ez 14,3, Ez 14,4, Ez 14,7, Ez 18,7, Ez 18,30, Ez 29,16, Ez 33,6, Ez 33,8, Ez 33,9, Ez 44,12, Dan 9,16, Hos 4,8, Hos 4,15, Hos 7,1, Hos 8,13, Hos 9,9, Zak 3,4. = 61 rettelser.

‘mennesket’ / ‘manden’ > ‘Adam’
‘Adam’ og ‘Eva’ spiller en vigtig rolle i den kristne mytologi og kirkelige tradition, dels som navnene på de første mennesker, der blev dannet, dels og ikke mindst som navnene på dem, hvorigennem synden og døden kom til verden. I prøveoversættelsen af 1. Mosebog havde man i en række tilfælde skrevet, ikke ‘Adam’, men ‘mennesket’ / ‘manden’. Det blev påtalt af underviser Nicolai Winther-Nielsen (1988c,120) fra Dansk Bibel-Institut. I 1992-oversættelsen blev ‘mennesket’ / ‘manden’ rettet til ‘Adam’, efter al sandsynlighed af hensyn til anvendelsen af ‘Adam’ i Det Nye Testamente, særligt hos Paulus som typologisk modstykke til Kristus (Luk 3,38, Rom 5,14, 1 Kor 15,22, 1 Kor 15,45, 1 Tim 2,13, 1 Tim 2 14, Jud 1,14). Se ændringerne i 1992-oversættelsen i forhold til prøveoversættelsen:

1 Mos 2,21, 1 Mos 2,22, 1 Mos 2,23, 1 Mos 2,25, 1 Mos 3,8, 1 Mos 3,9, 1 Mos 3,12, 1 Mos 3,17, 1 Mos 3,20, 1 Mos 3,21, 1 Mos 4,1. = 11 rettelser.

‘vende tilbage’ (m.m.) > ‘vende om’
‘Omvendelse’ er på flere måder et konstitutivt element i Jesus’ eskatologiske frelsesbudskab (Pilgaard 1998b,135). I Det Gamle Testamente spiller fænomenet også en rolle, om end det her er knyttet til denne verden og generelt anvendes til at betegne en tilbagevenden til Jahve, når israelitterne har dyrket andre guder (Nielsen 1998a,134f). I prøveoversættelsen af Det Gamle Testamente havde man i en række tilfælde skrevet ‘vende tilbage fra’, ‘vende sig fra’ m.m. Det fremkaldte imidlertid kritik fra repræsentanter fra den kirkelige højrefløj, der ønskede, at man skulle bruge udtrykket ‘omvende sig’ i stedet (Winther-Nielsen 1988,147; Vang 1989,23f). I 1992-oversættelsen blev kritikken delvist taget til efterretning. Således har ‘vende om’ i 1992-oversættelsen i adskillige tilfælde erstattet ‘vende tilbage’, ‘vende sig fra’ m.m. i prøveoversættelsen som en mere hensigtsmæssig gengivelse ud fra et helbibelsk / kristent fortolkningsperspektiv. Bartholdy & Legarth 1993,4 er dog stadig ikke helt tilfredse. Se ændringerne i 1992-oversættelsen i forhold til prøveoversættelsen:

Sl 51,15, Sl 71,21, Es 6,10, Es 55,7, Jer 8,5, Jer 15,19, Jer 31,18, Ez 3,20, Ez 18,21, Ez 18,23, Ez 18,24, Ez 18,26, Ez 18,27, Ez 18,28, Ez 33,18, Ez 33,19, Dan 9,13, Hos 3,5, Hos 5,4, Hos 6,1, Hos 7,10, Hos 7,16, Hos 14,2, Hos 14,3, Joel 2,12, Joel 2,13, Joel 2,14, Am 4,6, Am 4,8, Am 4,9, Am 4,10, Am 4,11, Jon 3,9, Hagg 2,17, Zak 1,3, Mal 3,7. = 36 rettelser.

‘massebe’ > ‘stenstøtte’
I prøveoversættelsen havde man i en del tilfælde anvendt ordet ‘massebe’, men i 1992-oversættelsen er det konsekvent blevet ændret til ‘stenstøtte’. Beslutningen herom blev truffet i revisionskomiteen (Cappelørn 1990,30), hvis kommissorium som tidligere skrevet var »at drøfte og træffe beslutning om oversættelsen af steder i Bibelen, som spiller en afgørende teologisk rolle i den kirkelige tradition, herunder steder i Det gamle Testamente, som er citeret i Det nye Testamente;« (Cappelørn 1988,43). Umiddelbart er det ikke indlysende, hvorfor ‘stenstøtte’ ud fra dette kommissorium blev valgt fremfor ‘massebe’. Måske det blot var et spørgsmål om, at det danske ‘stenstøtte’ er mere kommunikativt end det hebraiske låneord ‘massebe’ (der ville fordre en ordforklaring)? Nicolai Winther-Nielsen fra Dansk Bibel-Institut formulerer i 1988 sin kritik af ‘massebe’ som følger: »Desværre er det dog kun få, der kender hebraisk godt nok til at vide, at ordet betyder ‘stenstøtte.’ Og mon ikke udtalen kan føre til pinlige situationer og ufrivillige latteranfald? Igen er der tale om et alt for teknisk udtryk med et religionshistorisk præg over sig.« (Winther-Nielsen 1988,144). Da ‘stenstøtte’ modsat ‘massebe’ anvendes i ældre dansk bibeltradition (jf. 1931-oversættelsen), kan det måske også have været et hensyn dertil, der har gjort sig gældende. I sammenligning har Gads Bibelleksikon ikke set nogen årsag til at omskrive ‘massebe’ til ‘stenstøtte’ (Petersen 1998,55). Se ændringerne i 1992-oversættelsen i forhold til prøveoversættelsen:

1 Mos 28,18, 1 Mos 28,22, 1 Mos 31,13, 1 Mos 31,45, 1 Mos 31,51, 1 Mos 31,52, 1 Mos 35,14, 1 Mos 35,20, 2 Mos 23,24, 2 Mos 24,4, 2 Mos 34,13, 3 Mos 26,1, 5 Mos 7,5, 5 Mos 12,3, 5 Mos 16,22, 1 Kong 14,23, 2 Kong 10,26, 2 Kong 10,27, 2 Kong 17,10, 2 Kong 18,4, 2 Kong 23,14, Jer 43,13, Hos 3,4, Hos 10,1, Hos 10,2, Mika 5,12. = 26 rettelser.

Hvad det samlede antal af rettelser af ovenstående karakter er, er der ikke lavet en undersøgelse af endnu.

Sammenfatning
En hel del af de anførte eksempler på rettelser i 1992-oversættelsen kan med god vilje nok karakteriseres som filologisk mulige, i enkelte tilfælde også som forbedringer. På den anden side er det ofte overordentlig vanskeligt at se rationalet bag eller nødvendigheden af dem ud fra en streng filologisk-eksegetisk betragtning; mange indholdsmæssige pointer i Det Gamle Testamente qua religionshistorisk tekstsamling er således blevet sløret, afsvækket eller gået tabt i 1992-oversættelsen. Dette er et forhold, der også bør ses på baggrund af den grundighed, hvormed prøveoversættelserne blev tilvejebragt. Som en af hovedredaktørerne af den gammeltestamentlige oversættelsesgruppe i 1980 skrev herom: »jeg tror, man kan være sikker på, at der ikke er noget problem af hverken hebraisk eller dansk sproglig og stilistisk karakter, der er blevet overset undervejs.« (Holm-Nielsen 1980,45; sml. Friis 1976,12ff; Gottlieb 1977,392ff). Og tilsvarende i 1985 om den omfattende, minutiøse arbejdsgang, der prægede arbejdet med prøveoversættelsen: »Med denne langvarige procedure vil det være forståeligt, at fejl og mangler ved oversættelsen i højere grad skyldes manglende begavelse end sjuskeri; intet har været overladt til tilfældighederne!« (Bibelselskab 1985a,9f). Med andre ord: På trods af at de indledende oversættelser var prøveoversættelser og eksplicit indbød den brede offentlighed til kritik, var det øjensynligt ikke mangel på refleksion og omhyggelighed, der kendetegnede udarbejdelsen heraf.

Betegnende indtræffer rettelserne først, da de kirkelige kræfter i udarbejdelsen af 1992-oversættelsen af Det Gamle Testamente for alvor gør deres indflydelse gældende; det vil sige i den omfattende revisionsfase. Fra et grundvidenskabeligt perspektiv kan de kirkeligt harmoniserede skriftsteder ikke reddes, når blot de befinder sig inden for grænserne af det ‘betydningsmæssigt mulige’ (som f.eks. professor, dr.theol. Kirsten Nielsen fra Århus Universitet plæderede for i en kronik i Jyllands-Posten 2.2.1997). Det er ganske vist en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse. En oversættelse af Det Gamle Testamente skal naturligvis også være kontekstuelt forsvarlig (helst optimal), respektere tekstforlæggets affattelsestidspunkt og forstå det i lyset af dets historisk-kulturelle sammenhæng. Ellers kan den næppe i nogen meningsfuld, rationel og alment accepteret forstand karakteriseres som historie-metodologisk holdbar (Thompson 1998; Herbener 2001,23ff; 2002; sml. Ejrnæs 1995,197; Holm-Nielsen 1992,79f).

I denne forbindelse kan den ‘postmoderne’ bibelteologis behandling af Det Gamle og Det Nye Testamente som en ‘litterær helhed’ vanskeligt opfattes som andet end et ingeniøst forsøg på at give kirkens opfattelse af Det Gamle og Det Nye Testamente som en bibelsk helhed videnskabelig legitimitet. I en indflydelsesrig del af den bibelske teologi i dag anvendes ikke længere det traditionstyngede kristne begrebsapparat om Det Gamle Testamente som ‘lov’, ‘forjættelse’, ‘Kristusprofeti’, ‘skriftbevis’, kristocentrisk ‘typologi’, ‘allegori’ m.m.; herfra tages der ofte udtrykkeligt afstand. En langt mere postmoderne og demokratisk terminologi har efterhånden overtaget den kirkedogmatiske sprogbrugs plads, og her er vigtige nøgleord ‘intertekstualitet’, ‘tekstlig netværk’, ‘dialog’, ‘samtale(partner)’, ‘genbrug’, ‘billedsprog’, ‘betydningspotentialer’, ‘betydningsmuligheder’ o.l. Den egentlige konsekvens af forskellen på en kirkelig og ‘postmoderne’ litterær tilgang kan imidlertid opfattes som beskeden. Kirkens traditionelle læsning – og oversættelse – af Det Gamle og Det Nye Testamente som en helhed kan fastholdes, en afgørende kirketeologisk pointe. Altså – vinum vetus in utres novos? (jf. Nielsen 1991,11-34; 1993; 1996; 2000; 2000a; Kristeligt Dagblad 12.3.1988; Jyllands-Posten 2.2.1997; sml. Winther-Nielsen 1993; 1994; Holt & Nielsen 2002). Inden for denne litterær-teologiske retning findes der notable eksempler på bibelkristen apologetik over for modernitetens omsiggribende nyreligiøsitet, dualisme o.l. (jf. f.eks. Nielsen 1991,12ff; 2000,62).

1992-bibelen er et godt eksempel på en højst prekær balanceakt mellem videnskabelig eksegese og kirkelig tradition. Som påvist har de kirkelige hensyn i mange tilfælde forlenet oversættelsen af Det Gamle Testamente med en særlig tendens, et kristent og ikke mindst evangelisk-luthersk betydningspotentiale. Sådan som det for øvrigt også var intentionen (jf. Cappelørn 1990,31ff). Det har formentlig ikke mindst været det, der for nogle år tilbage fik professor, ph.d. i Gammel Testamente fra Københavns Universitet, Thomas Thompson, til at karakterisere 1992-oversættelsen med bl.a. følgende svada: »Ingen, der kan hebraisk, kan læse den nye danske bibeloversættelse uden at krympe sig. Diskussionens sande emne er teologi og endda en rigtig dårlig form for teologi. Den nye danske bibeloversættelses teologiske ubrugelighed er et direkte resultat af de mange indrømmelser, som de teologiske forskere har givet til den indremissionske konfessionalisme. (...) Ingen ville i ramme alvor benægte, at de rå kanter, der findes i den hebraiske bibel, er blevet glattet ud og bragt i overensstemmelse med luthersk teologi; og jeg mener, at alle tager det for givet, at den også er blevet bragt i overensstemmelse med en luthersk læsning af det nye testamente.« (Thompson 1998,115f).

Den kirkelige højrefløjs markante indflydelse på revisionen af 1992-oversættelsen var imidlertid ikke til alle oversætternes udelte tilfredshed. Det fremgår bl.a. af en artikel fra 1992, hvori GT-hovedredaktøren, medlem af GT-NT-koordineringsgruppen og revisionskomiteen Svend Holm-Nielsen gjorde status over det tilendebragte oversættelsesarbejde. Med udgangspunkt i en længere kommentar til højrefløjens kirketeologiske kritik af GT-prøveoversættelsen afsluttede han artiklen – ikke uden en vis defaitistisk sarkasme – som følger:

»Det var altså indvendinger og protester ud fra de nævnte synspunkter, der blev ført i marken af nævnte højrefløj. Dens kerne var Indre Mission, men omkring denne kerne grupperede sig forskellige satellitter af mere eller mindre sekterisk karakter. Fløjens talerør var til stadighed Indre Missions generalsekretær, der undertiden kørte det svære skyts i stilling. Hvis ikke Bibelselskabet bøjede sig efter højrefløjens synspunkter, kunne der måske blive tale om, at økonomiske bidrag til selskabet ikke ville flyde så rigt som hidtil. Han ville da også blot gøre opmærksom på, at Indre Mission havde både kompetence og midler til at udarbejde sin egen oversættelse, hvad der ville være en ulykke for den danske folkekirke. Det har jeg nu aldrig kunnet indse. Der er så mange steder, hvor man har to eller flere bibeloversættelser. Vi har også i Danmark haft private oversættelser. Og iøvrigt har jeg mine tvivl om, at Indre Mission virkelig ville have haft mulighed for at tilvejebringe sin egen oversættelse – vel at mærke hvis den skulle være udarbejdet fra grunden af. Så hvorfor skulle man ikke have ladet dem føre deres trussel ud i livet?

Men generalsekretæren betonede gang på gang, at der ikke var tale om en trussel, men om en kærlighedsfuld henstilling, som det ville være til alles bedste at følge. Da jeg læste det, kom jeg til at tænke på en længst tilbagelagt episode, da en af vores bekendte ville afstraffe sin mindreårige søn, som havde været på æbleskud. Uden mindste form for ophidselse, med en sadistisk ro, anbragte han drengen med bagen i vejret over sine knæ, og mens han glattede og strammede bukseenden forklarede han, at det han nu stod i begreb med at gøre egentlig gjorde ham selv ondt, men at det var til drengens eget bedste – og så huggede han til!

På et tidspunkt forlangte højrefløjen, at den skulle have to repræsentanter i den redaktionsgruppe, som skulle foretage revisionen af de gammeltestamentlige prøveoversættelser. Det afviste Bibelselskabet heldigvis. Men der blev etableret en bredt sammensat revisionskomite, hvis opgave det blev at gennemgå den reviderede oversættelse – senere også den nytestamentlige – med henblik på at nå frem til en af alle parter accepteret. Fra denne komites mange møder kunne jeg fortælle adskillige pudsige, ejendommelige og undertiden groteske episoder, hvor der blev klippet tæer og skåret hæle, og hvor der blev lappet sammen, så tæerne undertiden kom til at sidde på hælens plads. Men det hører til underholdningen, som jeg afstår fra her!

Resultatet blev ved en afsluttende festmiddag en consensus i form af en – næsten hjertelig – forbrødring, hvor enhver udtrykte tilfredshed med det opnåede resultat. Middagen var i hvert fald superb!« (Holm-Nielsen 1992,84f). Jf. Jeppesen 1988; Kollerup 1994,59f.

3. Kirkelige hensyn i prøveoversættelserne

Ovenstående stikprøveundersøgelse af de rettelser, der blev foretaget af de publicerede prøveoversættelser, fortæller ikke alt om de kirkelige hensyn, der gjorde sig gældende i tilblivelsen af 1992-oversættelsen. Allerede i udarbejdelsen af prøveoversættelserne af Det Gamle Testamente blev Det Nye Testamente, dansk salme- og bibeltradition, den folkekirkelige liturgi, hymnografi, m.m. tilgodeset. Ganske vist betonedes i en henvendelse til Kirkeministeriet i 1979 med henblik på godkendelse af det nye bibeloversættelsesprojekt, at oversættelsen skulle være »af en sådan sproglig og videnskabelig standard, at den til sin tid vil kunne opnå autorisation« (Ejrnæs 1995,194). Ja, ifølge Ejrnæs (1994,172f; 1995,189ff; jf. Nielsen 1971; Holm-Nielsen 1992,78ff) var det hovedsageligt videnskabelige overvejelser, der lå til grund for initiativet til den nye oversættelse såvel som prægede det indledende prøveoversættelsesarbejde. En gennemlæsning af prøveoversættelserne af Det Gamle Testamente gør det også plausibelt, at de teologiske fagfolk, der forestod oversættelsesudkastene, grundlæggende arbejdede ud fra en fagvidenskabelig synsvinkel. De udgivne prøveoversættelser har da også adskillige prisværdige kvaliteter for en religionshistorisk betragtning, jf. eksemplerne i afs. 2.1.-2.5. ovenfor.

Fra en kirketeologisk synsvinkel er forskellen mellem prøveoversættelsen og 1992-oversættelsen af Det Gamle Testamente blevet karakteriseret af Henrik Bartholdy fra Dansk Bibel-Institut og Peter V. Legarth fra Menighedsfakultetet som bl.a. følger: »Mange andre steder [1 Mos 1,1f er netop blevet nævnt] viser det sig, at DO92 repræsenterer en afgjort bedre teologisk oversættelse sammenholdt med PO(GT). Prøveoversættelserne havde et umiskendeligt mytologisk præg. Det er stort set borte i den netop udkomne oversættelse.« (Bartholdy & Legarth 1993,2).

Ikke desto mindre spillede kirkelige hensyn en vis rolle allerede i prøveoversættelserne, om end det ikke altid blev omtalt. Ejrnæs skriver således om henvendelsen til Kirkeministeriet i 1979, at »Bent Noack benævnes som ‘videnskabelig konsulent’, til trods for at hans funktion internt har været defineret som at tage vare på [GT-]oversættelsens forhold til Det nye Testamente.« (Ejrnæs 1995,194). Indledningerne til de gammeltestamentlige prøveoversættelser er imidlertid mere eksplicitte om hensynet til kirken. Det kan eksemplificeres med følgende:

I Davids Salmer: Det gamle Testamente i ny oversættelse står bl.a. følgende om revisionerne af de oversættelseskast, der gik forud for udgivelsen af denne prøveoversættelse: »Resultatet af dette arbejde er derefter blevet forelagt Det danske Bibelselskabs bestyrelse, for Dansk Sprognævn og for professor Bent Noack fra Københavns Universitet – den sidste med særlig henblik på oversættelsens forhold til Det nye Testamente.« (Bibelselskab 1977,7). Der står endvidere: »Efter forudgående aftale med Det danske Bibelselskab var det hensigten at gennemføre oversættelsen med anvendelse af det jødisk-hebraiske gudsnavn, Jahve, i stedet for at fortsætte den hidtidige oversættelsestradition, der omskriver navnet med HERREN. Det er en omskrivning, der hviler på den græske oversættelse, og som går tilbage til den skik hos oldtidens jøder, at man af ærefrygt ikke udtalte Guds navn. Men brugen af navnet Jahve er stødt på indvendinger, der i alt væsentligt er begrundet ud fra hensynet til dansk bibeltradition og forholdet til Det nye Testamente, og forsøget blev derfor opgivet.« (Bibelselskab 1977,8f).

I Jesaja: Det gamle Testamente i ny oversættelse står bl.a. følgende om revisionerne af de oversættelsesudkast, der gik forud for udgivelsen af denne prøveoversættelse: »Resultatet heraf blev givet tilbage til oversættergruppens enkelte medlemmer og sendt til rektor for Præstehøjskolen Bent Noack, hvis opgave har været at vurdere oversættelsen specielt med hensyn til Det nye Testamente.« (Bibelselskab 1982,7 [ikke-pagineret]). Der står endvidere: »Endelig har to medlemmer af Det danske Bibelselskabs bestyrelse sognepræst Palle Dinesen og provst Svend Aage Nielsen kritisk gennemgået oversættelsen, ligesom Bibelselskabets generalsekretær, pastor Niels Jørgen Cappelørn har været med til at koordinere arbejdet og gennemarbejde manuskripterne.« (Bibelselskab 1982,7 [ikke-pagineret]). I en ansøgning fra Det Danske Bibelselskab til Kirkeministeriet i 1982 præciseres, at de tre sidstnævnte konkret havde »til opgave at gennemlæse oversættelsen især med henblik på dens anvendelse i gudstjenesten og i den private bibellæsning, men også med henblik på dens placering i dansk bibeltradition.« (Det Danske Bibelselskabs skrivelse til Kirkeministeriet 27.4.1982; se også Cappelørn 1981,40; 1982,36). Som kommentar til Jesaja-bogen skrev rektor for Pastoralseminariet, Gerhard Pedersen, i 1982 i Bibelselskabets årbog: »Under læsningen af Jesaja-bogen støder man så i øvrigt på de mange kendte steder, som enten er direkte citeret i Ny Testamente, eller som der er skjulte hentydninger til i de nytestamentlige skrifter. Her har oversætterne med støtte af rektor Bent Noack, som har gennemset oversættelsen med særligt henblik på dens forhold til Ny Testamente, haft en meget heldig hånd. Uden at foregribe en bestemt tolkning giver oversættelsen associationer til de tekster i Ny Testamente, hvor forfatteren har lånt ord fra Jesaja-bogen til at tolke en bestemt begivenhed i sin egen tid.« (Pedersen 1982,17). Sml. de følgende indledninger til prøveoversættelserne.

I Da Gud skabte: Første Mosebog 1 til Anden Mosebog 15: Det gamle Testamente i ny oversættelse står bl.a. følgende om revisionerne af de oversættelsesudkast, der gik forud for udgivelsen af denne prøveoversættelse: »Med henblik på forholdet til dansk bibeltradition har rektor for Præstehøjskolen Bent Noack knyttet sine bemærkninger til oversættelsen« (Bibelselskab 1985,7 [ikke-pagineret]). Der står endvidere, at oversættelsen »er blevet gennemset af to medlemmer af Det danske Bibelselskabs bestyrelse, sognepræst Palle Dinesen og provst Svend Aage Nielsen. Afsluttende er oversættelsen gennemgået og afpudset i et møde mellem flertallet af de implicerede og Bibelselskabets generalsekretær, Niels Jørgen Cappelørn.« (Bibelselskab 1985,7 [ikke-pagineret]).

I Tolvprofetbogen: Det gamle Testamente i ny oversættelse står bl.a. følgende om revisionerne af de oversættelsesudkast, der gik forud for udgivelsen af denne prøveoversættelse: »I denne fase har vi haft udbytte af skriftlige bemærkninger fra rektor ved Præstehøjskolen Bent Noack, der i særlig grad har skullet varetage hensynet til dansk bibeltradition.« (Bibelselskab 1985a,9). Der står endvidere, at oversættelsen »er blevet gennemset af sognepræst Palle Dinesen og provst Svend Aage Nielsen fra Det danske Bibelselskab, og det her foreliggende resultat er endeligt fastlagt i et møde med Bibelselskabets generalsekretær, Niels Jørgen Cappelørn.« (Bibelselskab 1985a,9).

I Samuelsbøgerne & Kongebøgerne: Det gamle Testamente i ny oversættelse står bl.a. følgende om revisionerne af de oversættelsesudkast, der gik forud for udgivelsen af denne prøveoversættelse: »Tidligere rektor for Præstehøjskolen, Bent Noack, har fremsat sine kritiske bemærkninger og ændringsforslag med særlig hensyntagen til dansk bibel- og salmetradition« (Bibelselskab 1986,7). Der står endvidere, at »To medlemmer af Det danske Bibelselskabs bestyrelse, sognepræst Palle Dinesen og provst Svend Aage Nielsen har læst oversættelsen, og i den afsluttende redaktion før udgivelsen har generalsekretær Niels Jørgen Cappelørn repræsenteret Bibelselskabet.« (Bibelselskab 1986,7).

I Hezekiels Bog: Det gamle Testamente i ny oversættelse står bl.a. følgende om revisionerne af de oversættelsesudkast, der gik forud for udgivelsen af denne prøveoversættelse: »Forhenværende rektor for Præstehøjskolen Bent Noack har gennemgået oversættelsen med grundlag i Det nye Testamente og i dansk bibel- og salmetradition.« (Bibelselskab 1986a,7).

I Jeremjas Bog: Det gamle Testamente i ny oversættelse står bl.a. følgende om revisionerne af de oversættelsesudkast, der gik forud for udgivelsen af denne prøveoversættelse: »Resultatet herfra er gennemgået af tidligere rektor for Præstehøjskolen, Bent Noack, med henblik på forholdet til Det nye Testamente og til dansk salmetradition.« (Bibelselskab 1987,10).

I Femte Mosebog, Josva & Dommerbogen: Det gamle Testamente i ny oversættelse står bl.a. følgende om revisionerne af de oversættelsesudkast, der gik forud for udgivelsen af denne prøveoversættelse: »Tidligere rektor for Præstehøjskolen, Bent Noack, har til det gruppebehandlede oversættelsesforslag skriftligt fremsat sine kritiske bemærkninger og ændringsforslag med særlig hensyntagen til dansk bibel- og salmetradition.« (Bibelselskab 1988,7).

I Anden Mosebog 16 til Fjerde Mosebog 36: Det gamle Testamente i ny oversættelse står bl.a. følgende om revisionerne af de oversættelsesudkast, der gik forud for udgivelsen af denne prøveoversættelse: »Tidligere rektor for Præstehøjskolen, Bent Noack, har til det gruppebehandlede oversættelsesforslag skriftligt fremsat sine kritiske bemærkninger og ændringsforslag med særlig hensyntagen til dansk bibel- og salmetradition.« (Bibelselskab 1989,7f).

I Ruts Bog, Højsangen, Prædikerens Bog, Klagesangene, Esters Bog: Det gamle Testamente i ny oversættelse står bl.a. følgende om revisionerne af de oversættelsesudkast, der gik forud for udgivelsen af denne prøveoversættelse: »Tidligere rektor for Præstehøjskolen, Bent Noack, har skriftligt fremsat kritiske bemærkninger og ændringsforslag til de bearbejdede oversættelser, idet han har taget særligt hensyn til dansk bibel- og salmetradition.« (Bibelselskab 1989a,9f).

I Jobs Bog, Ordsprogenes Bog, Daniels Bog: Det gamle Testamente i ny oversættelse står bl.a. følgende om revisionerne af de oversættelsesudkast, der gik forud for udgivelsen af denne prøveoversættelse: »Tidligere rektor for Præstehøjskolen, Bent Noack, har skriftligt fremsat kritiske bemærkninger til de bearbejdede oversættelser, idet han har taget særligt hensyn til dansk bibel- og salmetradition.« (Bibelselskab 1989b,9).

Så vidt indledningerne til prøveoversættelserne. I 1992 ekspliciterede Bent Noack følgende om hensynet til dansk salmetradition allerede i arbejdet med prøveoversættelserne: »Det stod hele tiden klart at der ikke skulle lægges større afstand til Salmebogen og salmelitteraturen i det hele taget end højst nødvendigt, og en hymnologisk konsulent sørgede for at der blev gjort opmærksom på alle fælles udtryk, allusioner til bibeltexter og ord som kunne spores i Salmebogen og i den danske salmedigtning. Alligevel måtte det i hvert enkelt tilfælde drøftes hvor meget hensyn der skulle tages til Salmebogen. Der skulle nødig være noget svælg mellem Salmebog og Bibel; men en bibeloversættelse kan på den anden side heller ikke lade sig hovmesterere af tidligere og nulevende salmedigtere. Sådanne hensyn skulle helst ikke hindre den fornyelse af sproget i bibeloversættelsen som alle ønskede.« (Noack 1992,904).

Også daværende generalsekretær for Bibelselskabet og den hovedansvarlige for 1992-oversættelsen, Niels Jørgen Cappelørn, har gjort opmærksom på kirkelige hensyn i arbejdet med prøveoversættelserne: »Om det i oversættelsesarbejdet er lykkedes at forene den viden om de bibelske skrifter, som den historisk-kritiske forskning har givet os, og den tolkning af de bibelske skrifter, som den kirkelige overlevering har videregivet til os, tør jeg naturligvis ikke blankt påstå. Det må enhver, som læser med på prøveoversættelserne, være med til at vurdere, og den vurdering vil vi meget gerne høre højlydt og sagligt. Men at det er vores sigte at arbejde på denne forening, tør jeg godt påstå.« (Cappelørn 1987,31).

Tre år senere skrev Cappelørn, at allerede retningslinierne for det indledende oversættelsesarbejde havde som formål at tilvejebringe en ‘kirkebibel’: »... retningslinierne for både oversættelsesarbejdet og revisionsarbejdet såvel som kommissoriet for revisionskomiteen forudsætter, at det er en kirkebibel, vi stiler imod med den nye oversættelse« (1990,31).

Som det fremgår, er der i de publicerede prøveoversættelser af Det Gamle Testamente allerede taget hensyn til Det Nye Testamente, dansk bibel- og salmetradition, den folkekirkelige liturgi m.m. Hvor meget, der i praksis blev taget hensyn til den kirkelige tradition i prøveoversættelserne, kan imidlertid være vanskeligt at fastslå ud fra det trykte kildemateriale. Nogle velkendte udtryk og skriftsteder har oversætterne / udgiverne selv gjort offentligheden opmærksom på:

1) Omskrivningen af gudsnavnet ‘Jahve’ til ‘Herren’, der med Samuels- og Kongebøgerne som eneste undtagelse allerede forekom i prøveoversættelserne, jf. afs. 2.1. ovenfor. 2) Om prøveoversættelsen af det hos Paulus og især Luther centrale ‘skriftbevis’ i Hab 2,4 skrev dr.theol. Knud Jeppesen fra Århus Universitet for nogle år tilbage: »Oversættelsen fremtræder som et udtryk for troskab over for den hebraiske grundtekst kombineret med et ønske om at tilgodese den nytestamentlige brug så langt som muligt.« (Jeppesen 1989,42; se også Herbener 2001,47). I samme artikel (s. 36) skriver Jeppesen om GT-prøveoversættelsen generelt, at en beskæftigelse med Det Nye Testamentes anvendelse af gammeltestamentlige skriftsteder var en inkorporeret del af arbejdsgangen i oversættelsesgruppen (sml. Noack 1992,903f). 3) I prøveoversættelsen af ‘den aronitiske velsignelse’ i 4 Mos 6,23-26 blev dansk bibel- og liturgitradition på forskellig måde tilgodeset (Nielsen 1989,115ff; Bibelselskabet 1989; forf. ikke anført; se også Cappelørn 1990,33f). 4) I prøveoversættelsen af 1 Mos 1,1 ønskede oversætterne at indlede gengivelsen med en regelret tidsbisætning (f.eks. »Da / Dengang Gud begyndte at skabe ...«) i stedet for den traditionsbetingede oversættelse (»I begyndelsen skabte Gud ...«). Men det var for kontroversielt, og et kompromis blev tilsyneladende indgået i den publicerede prøveoversættelse (»I begyndelsen, da Gud skabte ...«). – Som hovedredaktøren af den gammeltestamentlige oversættelsesgruppe, Svend Holm-Nielsen, skrev herom for nogle år tilbage: »Der skal dog ikke stor kunst til at se, at vi har prøvet at sløre nybruddet med ordfølgen: I begyndelsen, da Gud skabte... Der lød undervejs advarende røster om, at vi aldrig ville få en oversættelse autoriseret, hvis den begyndte med ‘Da’. Og en kollega ved Institut for systematisk Teologi, som var medlem af Bibelselskabets bestyrelse i oversættelsens tidlige år, havde på forhånd kategorisk erklæret, at hvis bibelen kom til at begynde med ‘Da’, ville han melde sig ud af folkekirken.« (Holm-Nielsen 1987a,152). Som bekendt kom den autoriserede oversættelse fra 1992 til at begynde med: »I begyndelsen skabte Gud ...«

Tilsyneladende let afvigende fra ovenstående skrev Ejrnæs i 1995 bl.a. følgende om interne retningslinier for prøveoversættelsen af Det Gamle Testamente – nogle retningslinier, der først blev nedfældet i 1988 – at de sigtede mod »‘en ny-oversættelse, men ikke en førstegangs-oversættelse’, den er ikke en revision, men skal på den anden side udformes i bevidstheden om, at der eksisterer en bibel- og salmetradition, som den indgår i, men – vel at mærke – en tradition, som angår sproget.« (Ejrnæs 1995,190; sml. 194ff).

Spørgsmålet er, om denne tilsyneladende distinktion mellem en indholdsmæssig og sproglig hensyntagen til dansk bibel- og salmetradition i praksis er bæredygtig. Enhver sproglig begrebsliggørelse indebærer i større eller mindre grad også en indholdsmæssig interpretation, såvel sund fornuft som et af de vigtige resultater af den sprog- og videnskabsteoretiske diskussion i det 20. århundrede. Ord definerer altid et betydningsindhold. I en artikel fra 1992 om den nye bibeloversættelse er Ejrnæs da også bevidst om inseparabiliteten af sprogbrug og mening i en oversættelse: »Nu ved enhver, at en tolkning af en tekst ikke først gives ved hjælp af ledsagende kommentarer, men at den allerede ligger i selve oversættelsen; oversættelsens ordlyd er i sig selv udtryk for en fortolkning, og én og samme tekst kan i oversættelse fremtræde i helt forskellig skikkelse, alt efter hvilken tolkning oversætteren har givet teksten. (…) Der kunne fremdrages talrige andre eksempler [1 Mos 1,2 og Sl 8 er netop blevet kommenteret] på, hvordan endog små forskelle i oversættelsens ordlyd afspejler en helt forskellig tolkning af teksten.« (Ejrnæs 1992,850f).

Heller ikke i bedømmelsen af 1992-oversættelsen har denne problematik været fremmed. Om retningslinierne for en helhedsvurdering af 1992-oversættelsen af Det Nye Testamente – det samme kan naturligvis siges at gælde oversættelsen af Det Gamle Testamente – skrev Henrik Bartholdy fra Dansk Bibel-Institut og Peter V. Legarth fra Menighedsfakultetet i 1993: »Blikket skal rettes dels mod tekstens sprogleje, dels mod den teologiske tendens i oversættelsen. Det er klart, at disse to problemstillinger ikke kan adskilles. Sproget og teologien hører uløseligt sammen.« (Bartholdy & Legarth 1993,5; sml. Holm-Nielsen 1984).

I tilblivelsen af 1992-oversættelsen kan problematikken illustreres derved, at allerede GT-prøveoversættelsen gør brug af centrale udtryk fra den traditionelle, nytestamentlige og kirkedogmatiske nomenklatur. Det til trods for, at mange af disse udtryk (ofte) har en anden betydning(snuance) i Det Gamle Testamente end i den kirkelige tradition, og at flere af dem kan oversættes mere adækvat med andre danske udtryk. Som eksempel kan nævnes de i mange vesterlændinges bevidsthed kirkeligt ladede begreber som ‘Herren’ (jf. Høgenhaven 1998a,300), ‘frelse’ (jf. Høgenhaven 1998,222f; Müller 1998,223), ‘nåde’ (jf. Rosendal 1998,125; Pilgaard 1998a,125), ‘synd’ (jf. Jensen 1998a,326f; Wiberg 1998,327f), ‘skyld’ (jf. Jensen 1998,297f; Pilgaard 1998c,298), ‘udfri(else)’ (jf. Jensen 1998b,396), ‘evig(hed)’ (jf. Pilgaard 1998,187f), ‘velsignelse’ (jf. Høgenhaven 1998c,419f; Pilgaard 1998d,420) m.fl.

Disse udtryk optræder allerede i betydeligt omfang i prøveoversættelserne og – som dokumenteret for de fleste af udtrykkenes vedkommende – i endnu større grad i 1992-oversættelsen af Det Gamle Testamente. Der ligger ikke nødvendigvis kirkelige hensyn bag valget heraf i prøveoversættelserne. Det har givetvis snarere været et spørgsmål om bibeltranslatologisk vanetænkning, herunder at ‘sproget’ i dansk bibel- og salmetradition skulle tilgodeses i en vis udstrækning, jf. Ejrnæs’ diskutable udsagn ovenfor. På den anden side sigtede prøveoversættelserne trods alt fra begyndelsen mod en kirkebibel og kirkelig autorisation, ikke mod tilvejebringelsen af et ‘videnskabeligt aktstykke’ i gængs forstand (Nielsen 1977,7; Ejrnæs 1995,190).

Sammenfatning
Sammensætningen af de to testamenter i en ‘helbibel’ er som bekendt en kirkelig konstruktion for en videnskabelig betragtning. Det er naturligvis også samlæsningen heraf, som et ofte ensartet begrebsapparat i stor udstrækning faciliterer. Skal de sidste generationers fageksegetiske studier imidlertid tages alvorligt, bør adskillige begreber oversættes på en anden måde i Det Gamle Testamente end i Det Nye Testamente; jf. henvisningerne til Gads Bibelleksikon 1998 ovenfor, der bl.a. belyser de semantiske forskelle, der i større eller mindre grad gør sig gældende de to testamenter imellem. Hvis målet med prøveoversættelserne af Det Gamle Testamente havde været en fagvidenskabelig / religionshistorisk oversættelse, burde der have været taget større hensyn til dette signifikante forhold; uagtet at Det Gamle Testamente – med i høj grad Septuaginta som mellemled (!) – spiller en væsentlig rolle som religions- og litteraturhistorisk baggrund for Det Nye Testamente.

4. Sammenfatning og konklusion

Som det fremgår (alene) af ovenstående stikprøveundersøgelser, kan Bibliana-redaktionens oplysninger om rettelserne i 1992-oversættelsen uhyre vanskeligt karakteriseres som andet end både upræcise, misvisende og fejlagtige.

For det første gør den reelt spørgsmålet om 1992-oversættelsens kirkelighed til et spørgsmål om, hvor meget der blev rettet af revisionskomiteen. Bibliana hævder, at Lundager Jensens 20 bruttoeksempler på kirkeligt betingede rettelser i 1992-oversættelsen af Det Gamle Testamente ligger betydeligt nærmere ‘sandheden’ end DHBOs oplysninger, en ‘sandhed’, der ifølge Biblianas tentative ‘gæt’ er 2-300 rettelser. Som nævnt førte Lundager Jensens 20 bruttorettelser til påstanden om ‘0,009 procent kirkeligt islæt’ om 1992-oversættelsen, trukket frem som anmeldelsens hovedoverskrift. Da Bibliana-redaktionen ikke ekspliciterer andet, fører dens ‘gæt’ på 2-300 kirkelige rettelser nødvendigvis til en implicit påstand om, at der kun foreligger omkring 2-300 skriftsteder brutto, der er påvirket af et kirkeligt bibelsyn i 1992-oversættelsen af Det Gamle Testamente. Dette indtryk, som Bibliana-artiklen formidler, er ganske usandt som godtgjort ovenfor.

For det andet foretager Bibliana en minimalistisk interpretation af Kollerups oplysninger (1994,63f) om revisionskomiteens arbejde, der efter al sandsynlighed er illegitim. Ud fra konteksten sætter Bibliana tilsyneladende lighedstegn mellem ét vedtaget ændringsforslag og ét ændret skriftsted. Det går formentlig ikke, hvilket et par eksempler kan illustrere. I Bibelselskabets årbog skriver Cappelørn bl.a., at »revisionskomiteen [har] truffet beslutning om, at ordet ‘orakel’ ikke skal anvendes i den nye bibeloversættelse, men i stedet gengives med: ‘spørge, rådspørge, søge råd hos, søge svar hos’, afhængig af den sammenhæng, ordet forekommer i.« (Cappelørn 1990,30). Som dokumenteret blev ‘orakel’ fjernet i (mindst) 62 tilfælde givetvis som resultat af ét vedtaget ændringsforslag. Cappelørn skriver videre om en anden afgørelse i revisionskomiteen: »Også ordet ‘massebe’ er opgivet og erstattet med gengivelsen ‘stenstøtte’.« (Cappelørn 1990,30). Som dokumenteret blev ‘massebe’ fjernet i 26 tilfælde, givetvis tillige som konsekvens af ét ændringsforslag. Også Kollerup anfører, at ét ændringsforslag i revisionskomiteen kunne have betydning for rettelsen af flere skriftsteder: »på foranledning af Carsten Vangs konkrete ændringsforlag til prøveoversættelsens Sl. 32,10 og Sl. 51,3 fremsatte formanden spørgsmålet om brugen af ordet ‘godhed’ frem for ‘miskundhed’ til principiel afstemning i REV: Uden oplysninger i referatet om, hvordan medlemmerne stemte, oplyses det, at ordet ‘miskundhed’ ikke måtte anvendes i den autoriserede GT-oversættelse.« (Kollerup 1994,66; se også 67). Som godtgjort blev ‘troskab’ / ‘trofasthed’ (m.m.) i prøveoversættelsen ikke blot rettet til ‘godhed’ i Sl 32,10 og Sl 51,3, men også i 48 andre vers i 1992-oversættelsen. Ligeledes kan flere af de andre eksempler på (systematiske) rettelser som beskrevet i afs. 2.1.-2.5. sagtens – eller mest logisk – være resultat af ét ændringsforslag pr. rettelsestype (jf. f.eks. rettelsen af ‘Jahve’ til ‘Herren’ i ca. 1000 tilfælde). De overstiger i antal langt Biblianas ‘gæt’ på 2-300 rettelser. Om de er vedtaget i revisionskomiteen eller implementeret i andet regi i den ekstensive revisionsproces, kan imidlertid ikke afgøres ud fra det offentliggjorte materiale om 1992-oversættelsen. Og det fører til næste punkt.

For det tredje beskriver Bibliana de kirkelige rettelser af prøveoversættelsen ud fra det sidste led i den omfattende revisionsproces, nemlig revisionskomiteen, og sandsynligvis på grundlag af en misvisende repræsentation af Kollerup (1994,63f), jf. ovenstående punkt. Som påvist gjorde kirkelige hensyn i et vist omfang sig imidlertid allerede gældende i prøveoversættelsen af Det Gamle Testamente, bl.a. til Det Nye Testamente, dansk bibel- og salmetradition. Allerede her har der således været mulighed for at tilgodese gammeltestamentlige citater og allusioner i Det Nye Testamente. De udgivne prøveoversættelser blev som tidligere nævnt genstand for revision, og på dette trin blev der bl.a. taget hensyn til de talrige rettelsesforslag til GT-prøveoversættelserne, der blev stillet af repræsentanter for de højrekirkelige uddannelsesinstitutioner Dansk Bibel-Institut og Menighedsfakultetet (Ejrnæs 2001,27f; Kollerup 1994,53ff; jf. Larsen 1993,28f). Ifølge Carsten Vang fra Menighedsfakultetet udtrykte Bibelselskabet i denne periode »stor glæde over det vurderingsarbejde, som lærere ved MF og Dansk Bibel-Institut udfører, og man har hilst vor kritik meget velkommen.« (Vang 1988,5).

Når man betænker det fundamentalistiske / konservative bibelsyn, der ligger til grund for de to institutioner (Larsen 1993,35), og den overordentlig traditionsbundne kritik, som de m.fl. rettede mod prøveoversættelserne af Det Gamle Testamente (jf. ovenfor), har GT-revisionsgruppens hensyn til højrefløjens rettelsesforslag formodentlig ofte været af kirkelig art (jf. Holm-Nielsen 1992,82f); en proces, der naturligvis også har kunnet involvere hensyn til gammeltestamentlige citater og allusioner i Det Nye Testamente. Den kirkelige højrefløj ønskede imidlertid forhåndsgarantier for, at dens kritik af GT-prøveoversættelserne blev fulgt, herunder personlig repræsentation i GT-revisionsgruppen. Ellers kunne et alternativt bibeloversættelsesprojekt blive søsat (Kollerup 1994,53ff). Det var i høj grad disse krav, der afstedkom, at Bibelselskabets generalsekretær i 1988 tog initiativ til en 17 personer stor revisionskomité med deltagelse af bl.a. tre personer fra kirkens højrefløj (Kollerup 1994,60ff). Disse fordringer bidrog givetvis også til, at GT-NT-koordineringsgruppen blev nedsat i 1988. Revisionskomiteens opgave var som nævnt »at drøfte og træffe beslutning om oversættelsen af steder i Bibelen, som spiller en afgørende teologisk rolle i den kirkelige tradition, herunder steder i Det gamle Testamente, som er citeret i Det nye Testamente;« (Cappelørn 1988,43), og det blev gjort på basis af ændringsforslag til de reviderede prøveoversættelser af Det Gamle og Det Nye Testamente. Det er altså først ud fra dette sidste trin af revisionsprocessen, at Bibliana foretager sit ‘gæt’ på 2-300 kirkeligt betingede rettelser i 1992-oversættelsen af Det Gamle Testamente. Og hvad kan man bruge dét til i drøftelsen af et hovedpunkt i sagen, 1992-oversættelsen karakter, jf. overskriften til Lundager Jensens anmeldelse: ‘0,009 % kirkeligt islæt’?

I denne forbindelse skal der knyttes en kommentar til en udtalelse af GT-hovedredaktøren Svend Holm-Nielsen fra 1992. Om GT-oversætternes samarbejde med repræsentanter for de højrekirkelige kræfter i det afsluttende revisionsarbejde skrev han: »Det var vigtigere at forstå den kristologi, der var blevet indlæst i teksten end at forstå teksten selv i dens sammenhæng. Mod denne misbrug af gammeltestamentlige tekster har vi protesteret så stærkt, vi kunne, og jeg mener at kunne sige, at vi i intet tilfælde har svigtet. Vi er, tvunget af et flertal, gået med til kompromiser, men kun sådanne, der stadig holdt muligheden åben for at forstå teksten, som den selv ville forstås. Der er en ting, man bør huske i den sammenhæng. Det er rigtigt, at oldtidens teologer ofte vred og vendte tolkningen af en tekst for at få den til at tale kristologisk. Men i intet tilfælde ændrede de teksten selv. Tilsvarende kan man vende og dreje en dansk oversættelse for at få den til at sige det, man ønsker. Men man skal holde fingrene fra at oversætte teksten på en anden måde, end den vil oversættes. Der må være en grænse for uærligheden!« (Holm-Nielsen 1992,83). Et enkelt punkt i ovenstående skal kommenteres: Spørgsmålet er, om ikke Holm-Nielsens kriteriologi for ‘svigt’ er lovlig diffus. Er tvungne kompromiser mellem faglige og kirkelige hensyn foreneligt med en fagvidenskabelig modus operandi? Det synes ikke engang at harmonere med Holm-Nielsens ord i samme artikel, nemlig at en »genuint hæderlig forudsætning for en sandfærdig oversættelse« er at gengive teksten »ud fra dens egne betingelser« (Holm-Nielsen 1992,78; jf. 84f). Så måske inkonsistensen skyldes, at Holm-Nielsen her har skullet forsvare, at han på trods af de højrekirkelige retningers indflydelse blev siddende tiden ud i 1992-oversættelsesarbejdet? Sml. citatet af Bent Noack nedenfor om det fælles ansvar for 1992-oversættelsen.

Tilbage til Bibliana. Hvis Bibliana-redaktionen ikke havde sat sig tilstrækkelig ind i 1992-oversættelsens tilblivelseshistorie, ville dens misvisende oplysninger naturligvis have været tilgivelige, om end den i så fald burde have renonceret på at udtale sig. Men DHBO havde i sit svar af 19.12.2002 præsenteret Bibliana for væsentlige dele af de ovenstående afsnit om rettelserne af prøveoversættelsen (jf. bl.a. afs. 2.1.; 2.3.-2.4.). Bibliana har også siden efteråret 2002 haft Kollerups udførlige afhandling til rådighed, hvis oplysninger om bl.a. den kirkelige højrefløjs indflydelsesrige rolle i 1992-oversættelsen og GT-NT-koordineringsgruppens arbejde med de ca. 5-6000 citater / allusioner endnu ingen af de ansvarlige for 1992-oversættelsen har anfægtet. Endelig har alle prøveoversættelserne været tilgængelige for offentligheden siden 1989 og den autoriserede nyoversættelse siden 1992. Det er imidlertid ikke det eneste eksempel på en højst ejendommelig opførsel fra Biblianas side. De to eksempler omtalt indledningsvis – DHBOs påståede kritik af Bibliana for at bringe en anmeldelse og Lundager Jensens ‘misforståelse’ – kan ikke karakteriseres som andet end uredelig omgang med sandheden. Biblianas redaktionelle adfærd og artikel fortæller således meget, blot ikke om 1992-oversættelsen og DHBO.

Det besynderlige i hele denne sag er ikke, at 1992-oversættelsen er en kirkebibel; at den meningsfuldt må betegnes som en kirkebibel, og at den hovedansvarlige for oversættelsen selv mange gange har karakteriseret den som sådan (f.eks. Cappelørn 1986,45; 1990,31ff). Det er jo først og fremmest den evangelisk-lutherske, danske folkekirkes autoriserede bibel. Kirken har i praksis altid taget kirkelige hensyn i sine bibeloversættelser, og det er den naturligvis i sin gode ret til, når blot præmisserne lægges åbent frem til læserne.

Det besynderlige er, at en række statsansatte bibelforskere, der er forpligtet på videnskaben, forsøger at nedtone 1992-oversættelsens kirkelige karakter med alle midler. Som professor, ph.d. i Gammel Testamente fra Københavns Universitet, Thomas Thompson, skrev for nogle år tilbage som kommentar til de universitetsteologiske bidragydere til 1992-oversættelsen, der havde forsvaret oversættelsen over for tidsskriftet Faklens kritik: »Hvorfor forsvare det, der ikke kan forsvares? Og især: hvorfor forsvare så indlysende indrømmelser til Indre Mission, en bevægelse som i dag inficerer så meget af Folkekirkens liv? Sådanne indrømmelser er lige så meget et af vilkårene i dagens Danmark, som det at gå med hovedtørklæde er det ved Ammans universitet. Når man er svag, må man gå på kompromis.« (Thompson 1998,114).

Måske Bent Noack, der som tidligere nævnt deltog i hele 1992-oversættelsesarbejdet, giver noget af forklaringen på disse forsvar for 1992-oversættelsen, som Thomas Thompson refererer til: »Ansvaret [for 1992-oversættelsen] hviler først og fremmest på Bibelselskabet, som har sat arbejdet i gang og bestemt dets forløb i store træk, har udpeget oversættere og konsulenter og redaktører, og siden nedsat en revisionskomite. Men selve resultatet, den foreliggende oversættelse, må redaktionerne sammen med de øvrige medlemmer af revisionskomiteen tage ansvaret for. Fordelt på 17 skulle det være til at bære, selv om flertallet af de to redaktioner mente at kunne bære det selv. Otte er jo også et tal. Nu kan enhver skyde sig ind under at hans eller hendes forslag er blevet stemt ned, men det vil vi ikke gøre, i hvert fald ikke offentligt – hvad der siges mand og mand imellem er en anden sag. Sådan er nu engang vilkårene for kommissionsarbejde, og kan man som oversætter ikke tåle brødlugten, må man gå ud af bageriet; det har heldigvis ingen gjort. I enkelte tilfælde er det måske offentligt kendt, hvem der er ophavsmand til et bestemt udtryk, og i mange flere tilfælde vil det kunne ses af sagens akter (som er arkiveret rub og stub) hvem der har ønsket hvad og hvordan stemmerne er faldet de forholdsvis få gange der måtte en afstemning eller en særudtalelse til. Det har fra første færd været aftalen at medarbejderne kan kritisere et og andet. Men oversættelsen som helhed må vi vedkende os ansvaret for.« (Noack 1992,905f). Måske man herudfra kan slutte, at det ikke nødvendigvis var ud fra deres videnskabelige overbevisning, at de pågældende forsvarede 1992-oversættelsen i slutningen af 1990erne. Andre, vægtigere hensyn kan også have gjort sig gældende.

Og hvad angår Biblianas specifikke fremfærd i denne sag: Ganske vist ‘forsvarer’ tidsskriftsredaktionen ikke 1992-oversættelsen direkte, men den gør det naturligvis indirekte ved at negligere de kirkelige rettelser af prøveoversættelsen og kirkeligheden i 1992-oversættelsen. Eller er det i indeværende tilfælde måske – tillige – anmelderen Lundager Jensen samt ældre kollegaer blandt de ansvarlige for 1992-oversættelsen, som de unge teologiske forskere i Biblianas redaktion ønsker at tage i forsvar?

Nuvel, ingen er fejlfrie, heller ikke DHBO, naturligvis. Undertegnede har begået en fejl ved at skrive, at ca. 5.700 allusioner Det Gamle og Det Nye Testamente imellem blev taget under omhyggelig samordning i revisionskomiteen (Herbener 2001,33f). Revisionskomiteens kommissorium var at tage stilling til »oversættelsen af steder i Bibelen, som spiller en afgørende teologisk rolle i den kirkelige tradition, herunder steder i Det gamle Testamente, som er citeret i Det nye Testamente;« (Cappelørn 1988,43). Det omfattede altså ikke allusionerne. Præcist hvor de indgik i oversættelsesprocessen, fremgår ikke af kildematerialet. Sandsynligvis har man allerede i et vist omfang tilgodeset dem i prøveoversættelserne og revisionerne heraf, jf. ovenfor. Tre ud af de fire medlemmer af GT-NT-koordineringsgruppen var jo også medlem af hhv. den gammeltestamentlige redaktion / revisionsgruppe (Svend Holm-Nielsen) og den nytestamentlige redaktion / revisionsgruppe (Bertil Wiberg og Niels Jørgen Cappelørn). I den nytestamentlige prøveoversættelse, der udkom i ét bind i 1989, og i fem af de gammeltestamentlige prøveoversættelsesbind, der udkom i perioden 1988-1989, har man således allerede haft mulighed for at høste frugterne af GT-NT-koordineringsgruppens arbejde med citater og allusioner. Endelig er Kollerup, Vang og Ejrnæs enige om, at citaterne og allusionerne var genstand for et systematisk samordningsarbejde, der havde som formål at etablere overensstemmelse eller genkendelighed i ordlyden de to testamenter imellem, jf. afs. 1. ovenfor. På hvilket stadium – eller rettere: på hvilke stadier (jf. Noack 1992,903f) – dette kirkeligt betingede koordineringsarbejde foregik i 1992-oversættelsens tilblivelseshistorie, er naturligvis underordnet for det endelige resultat.

I en vurdering af netop den færdige 1992-oversættelse skrev Henrik Bartholdy fra Dansk Bibel-Institut og Peter V. Legarth fra Menighedsfakultetet i 1993 i Indre Missions Tidende: »Med hensyn til oversættelsen af GT henholdsvis NT er der grund til at rose Bibelselskabet for et fremragende koordineringsarbejde. Bibelen falder i oversættelsen ikke fra hinanden i to adskilte testamenter, men det forhold, at Bibelen udgør en teologisk enhed midt i dens forskelligheder, kommer til udtryk i oversættelsen i DO92. De gammeltestamentlige citater i NT er, hvor der er basis for det, blevet samordnet med oversættelsen af GT. Man har desuden i oversættelsesarbejdet villet respektere de nytestamentlige forfatteres utallige hentydninger til GT. Der er på dette punkt gjort en umådeligt arbejdskrævende indsats i det redaktionelle arbejde med bibeloversættelsen.« (Bartholdy & Legarth 1993,5; sml. afs. 1. ovenfor).

DHBO har i sit svar af 19.12.2002 også gjort Bibliana opmærksom på hovedsubstansen i ovenstående.

Hvad kan man så konkludere til sidst? Hvor meget blev der rettet i prøveoversættelsen af Det Gamle Testamente ud fra kirkelige overvejelser? Hvor meget i 1992-oversættelsen af Det Gamle Testamente bærer im- eller eksplicit præg af et kirkeligt bibelsyn? Der er som tidligere nævnt ikke lavet en detailanalyse af hele prøveoversættelsen og 1992-oversættelsen af Det Gamle Testamente endnu, hvorfor der ikke kan siges noget præcist og dermed konklusivt herom. Som undertegnedes stikprøveundersøgelser af bl.a. primærkilderne viser, overstiger antallet af kirkelige rettelser af prøveoversættelsen og kirkeligt influerede skriftsteder i 1992-oversættelsen af Det Gamle Testamente langt Lundager Jensens og Biblianas oplysninger, også når der tages forbehold for, at nogle af dem givetvis kan diskuteres.

Det skal understreges, at undertegnede i sin undersøgelse er stødt på talrige partikulære, kirkeligt influerede rettelser, der ikke er medtaget i denne artikel.

Det er hensigten, at der inden for en overskuelig fremtid vil blive skrevet en udførlig rapport om prøveoversættelsen og 1992-oversættelsen. Her vil Det Danske Bibelselskabs arkivmateriale fra 1992-oversættelsens tilblivelseshistorie og de ca. 1000 siders ‘Arbejdspapirer til prøveoversættelsen’ udarbejdet af undervisere fra Menighedsfakultetet og Dansk Bibel-Institut også blive inddraget; et materiale, der antageligt vil kunne give større indsigt i og større sikkerhed i vurderingen af 1992-oversættelsesarbejdet. Ovenstående gennemgang er at betragte som en præliminær undersøgelse (jf. Holst & Nielsen 2002).

DBI: Dansk Bibel-Institut	Jer: Jeremias’ Bog
DDB: Det Danske Bibelselskab	Klages: Klagesangene
DHBO: Det Hebraiske Bibeloversættelsesprojekt	Ez: Ezekiels Bog
DO31: 1931-oversættelsen	Dan: Daniels Bog
DO92: 1992-oversættelsen	Hos: Hoseas’ Bog
GT: Det Gamle Testamente	Joel: Joels Bog
GTRV: Gammeltestamentlig revisionsgruppe	Am: Amos’ Bog
IM: Indre Mission	Jon: Jonas’ Bog
MF: Menighedsfakultetet	Mika: Mikas Bog
NT: Det Nye Testamente	Nah: Nahums Bog
NTRV: Nytestamentlig revisionsgruppe	Hab: Habakkuks Bog
PO(GT): Prøveoversættelsen af Det Gamle Testamente	Sef: Sefanias’ Bog
REV: Revisionskomiteen	Hagg: Haggajs Bog
	Zak: Zakarias’ Bog
Det Gamle Testamente	Mal: Malakias’ Bog
1 Mos: 1. Mosebog
2 Mos: 2. Mosebog	Det Nye Testamente
3 Mos: 3. Mosebog	Matt: Matthæusevangeliet
4 Mos: 4. Mosebog	Mark: Markusevangeliet
5 Mos: 5. Mosebog	Luk: Lukasevangeliet
Jos: Josvabogen	Johs: Johannesevangeliet
Dom: Dommerbogen	Rom: Romerbrevet
1 Sam: 1. Samuelsbog	1 Kor: 1. Korintherbrev
2 Sam: 2. Samuelsbog	Gal: Galaterbrevet
1 Kong: 1. Kongebog	1 Tim: 1. Timotheusbrev
2 Kong: 2. Kongebog	Hebr: Hebræerbrevet
2 Krøn: 2. Krønikebog	Jak: Jakobs Brev
Job: Jobs Bog	1 Pet: 1. Petersbrev
Sl: Salmernes Bog	Jud: Judas’ Brev
Es: Esajas’ Bog