Det hebraiske bibeloversættelsesprojekt


PRESSENÆVNSSAG I FORBINDELSE MED ANMELDELSE I BIBLIANA

Ca. 1. oktober 2002 udkom et særnummer af det populærteologiske tidsskrift Bibliana, der indeholdt en anmeldelse af Det Hebraiske Bibeloversættelsesprojekts (DHBO) første to bøger: Ny bibeloversættelse – på videnskabeligt grundlag: Introduktion & Ny bibeloversættelse – på videnskabeligt grundlag: Annoteret prøveoversættelse af Da Gud skabte kap. 1-12, Jeshajahu kap. 1-12.

Anmeldelsen, der var affattet af dr.theol. Hans Jørgen Lundager Jensen fra Århus Universitet, rummede dokumenterbare fejl om den autoriserede bibeloversættelse udgivet af Det Danske Bibelselskab i 1992; fejl, der tilsyneladende havde til hensigt at nedtone de kirkelige hensyn i 1992-oversættelsen og så tvivl om DHBOs eksistensberettigelse. DHBO kontaktede derfor Bibliana med henblik på at få publiceret et genmæle, der skulle korrigere de uholdbare oplysninger. Det konkrete forslag hertil, der blev medsendt af DHBO, blev imidlertid afvist af Bibliana. Tidsskriftet ønskede selv at berigtige den pågældende anmeldelse. Da indholdet af den berigtigelse, som Bibliana stillede i udsigt, var utilstrækkeligt efter DHBOs opfattelse, henvendte DHBO sig til Pressenævnet for at bede det om at afgøre sagen.

Efter flere skriverier frem og tilbage Pressenævnet, Bibliana og DHBO imellem afsagde Pressenævnet 5.3.2003 sin kendelse. Den afviste, kort fortalt, DHBOs anmodning om genmæle, og dermed var sagen afgjort i henhold til Medieansvarsloven.

Ca. 1. april 2003 udkom Bibliana nr. 1 (2003). Underskrevet af hele tidsskriftets redaktion indeholdt det en mindre berigtigelse af Hans Jørgen Lundager Jensens oplysninger om 1992-oversættelsen, om end langtfra tilstrækkeligt ifølge DHBOs vurdering, samtidig med at det kritiserede DHBO for selv at have leveret fejlagtige oplysninger om 1992-oversættelsen.

Efter DHBOs opfattelse er sagen om Hans Jørgen Lundager Jensens anmeldelse af en sådan karakter, at den fortjener at bringes til offentlighedens kundskab. Dertil kommer, at DHBO ikke har fået mulighed – og altså ingen garanti – for at få publiceret et svar i Bibliana før tidligst efteråret 2004. DHBO har derfor besluttet at offentliggøre sagens akter, inklusiv et udførligt svar til Bibliana nr. 1 (2003). Det lægges hermed frem til almen orientering.

·                 Hans Jørgen Lundager forslag til anmeldelse i Bibliana sendt til DHBO 14.6.2002.

·                 Hans Jørgen Lundager Jensens anmeldelse offentliggjort i Bibliana særnummer 2002.

·                 DHBOs forslag til genmæle sendt til Bibliana 16.10.2002.

·                 Biblianas svar af 11.11.2002 til DHBOs henvendelse af 16.10.2002.

·                 DHBOs henvendelse til Pressenævnet af 15.11.2002.

·                 Biblianas svar af 28.11.2002 til DHBOs henvendelse til Pressenævnet af 15.11.2002.

·                 DHBOs gensvar af 19.12.2002 til Biblianas svar af 28.11.2002. Let redigeret.

·                 Pressenævnets kendelse afsagt 5.3.2003.

·                 Bibliana nr. 1 (2003): Bibliana-redaktionens officielle respons på Hans Jørgen Lundager Jensens oplysninger om 1992-oversættelsen og på DHBOs kritik.

·                 DHBOs svar til Bibliana nr. 1 (2003).

Er der spørgsmål til eller ønskes der yderligere oplysninger om ovenstående, kan der rettes henvendelse til herbener@mail.dk.

 

August 2003


Tilbage til start-side


Tilbage til starten af dokumentet